Folkeskolens idrætsrådgiver
Blog
Idræt og køn
Efter at idræt har fået mere fokus på den teoretiske dimension i faget, ses forskellen på drenge og piger mere tydeligt i den daglige undervisning. Når jeg implementerer teorien midt i hallen og afbryder aktiviteten for en kort stund ses en markant forskel på reaktionen mellem kønnene.
Foto: Flickr.com
Eleverne i udskolingen begynder at forstå det nu – forstå at idrætstimerne ikke blot udelukkende er til høj intensitet, men i den grad også er et fag med forståelse af krop, samarbejde, justeringer og forbedringer af aktivitetens gang. Det har taget sin tid og ofte til frustration blandt eleverne med de mange spilstop.
Efter observationer over de sidste pr. år er der ved at tegne sig et mønster for mig. Der er stor forskel på, hvordan drenge og piger reagerer på stop og ændringer i aktiviteterne. Det er tydeligt, at fx spilstoppet med efterfølgende mundtlige refleksioner er lettere for pigerne end drengene. De kan bedre håndtere at stoppe midt i en leg eller aktivitet, hvorefter de kan fortsætte som om, intet er hændt.
Drenge vs. piger
Generaliserer man lidt groft, så kan man i idrætsundervisningen tale om, at drenge tæller point og piger skaber dyader. Teorien er tidligere præsenteret af Niels Reinsholm, som efter undersøgelser er kommet frem til, at drenge gerne vil vinde i idræt, mens pigerne gerne vil være på hold med dem, de holder af.
Teorien holder meget godt vand, men den gælder naturligvis ikke for alle. Men tager jeg afsæt i tanken, så forstår jeg måske, hvorfor drengene føler deres flow brudt. De er midt i en kamp! Pigerne til gengæld oplever fortsat – på trods af et break – at de befinder sig i en social situation, så de lader sig ikke mærke så voldsomt af afbrydelsen.
At få samtalen ind i idrætsrummet kræver tilvænning. Eleverne skal læres op. Det er uhyre vigtigt, at jeg ikke kun taler teori i lokalet med bordene og stolene. Selve bevægelsesdelen skal italesættes, og fagbegreber, opmærksomhedspunkter, ideudvikling osv. skal gerne udføres, mens der er sved på panden. Det kræver dog en god begrundelse, for ellers forstår og accepterer eleverne ikke præmissen. I mine klasser arbejdede vi med korte breaks fra start, hvorefter vi udvidede. Eleverne – både drenge og piger – har nu vænnet sig til, at undervisningen er mere end blot at ramme et flow.