Folkeskolens idrætsrådgiver

Blog

Idræt og samarbejde er et must

Idræt er et fag, hvor eleverne er afhængige af klassekammeraterne. De kan ikke gå op alene til en afgangsprøve (medmindre der er helt specifikke grunde til det). Det kræver, at jeg som lærer sætter meget fokus på samarbejdet og relationerne i min daglige undervisning.

Offentliggjort Sidst opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Foto: Google.com

Når jeg tænker på min idrætsundervisning generelt, får jeg billeder af et stillads inde i mit hoved. Jeg hjælper eleverne med at bygge den nederste etage, og derefter beder jeg dem hjælpe hinanden med at bygge ovenpå mit. I sådan en byggeproces er der altid nogle, der går forrest i arbejdet. Det er dem, der slæber de tungeste materialer, dem der nøje overvejer, hvordan sikkerheden er i top, og dem der knokler i mange timer uden pauser.

Og så er der dem, der står og ser på, dem der har gode idéer, men som ikke selv udfører det.

Folkeskolens idrætsrådgiver

Hvert fags netværk på folkeskolen.dk har en lærer tilknyttet som faglig rådgiver. Trine Hemmer-Hansen er Folkeskolens idrætsrådgiver. Hendes opgaver er både at blogge, at deltage i debatten på det faglige netværk, finde nye bloggere og være bindeled til redaktionen om, hvad der rører sig i faget – så du er meget velkommen til at kontakte hende, hvis du har et spørgsmål, har lyst til at blogge eller gerne vil dele gode erfaringer fra din undervisning: trinehemmer@hotmail.com

De her forskellige personligheder skal arbejde sammen i mange timer, og der skal komme et fornuftigt produkt ud i den anden ende – det kan til tider kaste nogle skygger af sig, og det skal jeg som lærer forholde mig til.

En vigtig læring

Eleverne skal lære, at samarbejde på flere planer. Ikke ”kun” i forhold til f.eks. at lave en større koreografi i dans & udtryk, men også andre lidt mindre opgaver er vigtige for samarbejdet.

”Idræt & samarbejde” er ofte et af de temaer jeg opgiver til prøven, fordi vi stort set berører det i hver lektion.

Samarbejde handler også om at få redskaber ud og ind af redskabsrummet, om at lytte og udnytte tiden, om at have læst sine lektier, så man kan byde ind i gruppearbejdet.

Samarbejde er grundstenen i den læring, der skal foregå. Det er det arbejde, der skal lede hen mod et fælles mål, og det er her vi som mennesker når hinanden. Som et af de fineste punkter vi skal udvikle mod, er elevens medborgerskab vigtigere end nogensinde, og her fordrer samarbejde en evne til at se mod og forsøge at forstå den anden.

Idrætten har med sin kamp, rytme, dans, bevægelse, leg mm. de elementer, der udfordrer os på det vigtigste, vi skal lære her i livet – samarbejde.