Idrætsfagets status

Nogle skoler har efter at idræt er blevet et prøvefag åbnet dørene op for en god dialog med lærerne ift. ekstra timer ved fagdage og anderledes dage. Andre lærere føler, at de skal kæmpe for at faget blot kan komme i betragtning til de ekstra timer.

I torsdags var jeg til endnu et fremragende idrætskursus på idrætshøjskolen i Aarhus. Et kursus udbudt af Det nationale Videncenter KOSMOS (us-syd).

Denne dag var kursusdag nr. fem ud af fem mulige vedr. faget idræt (og den nye prøve) i udskolingen.

Til kursisternes afsluttende bemærkninger omkring dagens gang faldt jeg over emnet til dagens blog.

Fire lærere fra samme skole beskriver deres frustrationer omkring fagets status på deres skole. Selvom idræt nu er blevet et prøvefag, har faget stadig ikke den store gennemslagskraft på deres skole. De har en følelse af, at der ved hvert møde omkring de anderledes dage skal trykkes hårdt på for at få mere bevægelse på skemaet, for ”hvorfor skal en idrætslærer dog have en hel eller halv dag med sine elever, når de kan have engelsk eller samfundsfag i stedet for”?

Hvem sætter dagsordenen?

Hvorfor er der så stor forskel på skolerne rundt om i landet? Og hvem har noget at skulle have sagt i forhold til idrætsfagets status? Er det lederne, kollegaerne, idrætslærerne eller hvad?

Hvad kan vi idrætslærere gøre for at styrke fagets position på vores egen skole, og kan vi hjælpe kollegaer på skoler, hvor forholdene er vanskelige. Er det muligt at idræt kræver, at vi organiserer os?

Det kan for flere lærere føles som om, at nogle fag bliver prioriteret højere end andre på de forskellige skoler? Sagen er den, at idrætsfaget i min optik naturligt må have fået en ny status efter faget er blevet et prøvefag – og selvom faget tidligere har haft trange kår, så kan og må det ikke længere negligeres.