Folkeskolens idrætsrådgiver
Blog
Jeg skal som lærer turde slippe kontrollen
Et idrætskursus med fokus på temaet ’idræt og træning’ fik mig til at fundere over spørgsmålet: ”Hvor åben en opgave kan jeg give mine elever, uden jeg selv føler, at jeg ikke er i kontrol?” Jeg skal som lærer engang i mellem turde give eleverne mere løse rammer – og det kan til tider være grænseoverskridende.
Foto: Alexisnyal.com/Flickr
Jeg kan godt lide kontrol. Jeg vil gerne sætte dagsordenen og styre, i hvilken retning mine elever skal hen. Samtidig kan jeg også mærke, at nogle af mine bedste undervisningstimer er dem, hvor jeg har sluppet ’mit manuskript’ og i stedet grebet de bolde eleverne har kastet op i luften.
Efter en del lærer-år på bagen kan jeg mærke, at jeg er blevet bedre til at slippe kontrollen. Timerne, diskussionerne og analyserne bliver ofte langt mere effektive, hvis eleverne er med til at sætte dagsordenen.
Men hvor går grænsen ift. hvor løs en ramme/opgave jeg kan give mine elever? Selvfølgelig er det forskelligt fra klasse til klasse, men jeg skal turde give mine elever løse opgaver.
Resultatet kan ende i mange andre retninger, end hvad jeg måske først havde antaget ville ske.
Kastevindens betydning
De løse rammer i idrætstimerne kan sende mit produkt – nemlig undervisningen – ud af kurs, og det kan godt føles angstprovokerende. Men det kan rykke mig og min klasse nye steder hen, hvis jeg tør stå i usikkerheden.
Hvis min planlagte undervisning altid ender i hus for mig, så kører eleverne samt mig selv ensporet efter min egen næses retning.
Tør jeg ikke stille mig i vinden i ny og næ, så vil jeg aldrig se andet end min egen andegård. Som Pontoppidans ørn Klavs trænger jeg ind imellem til en kastevind for at se nye horisonter. Og viser jeg større mod end Klavs, som vendte tilbage med det samme, så tror jeg på, at jeg vil vinde mine elevers opbakning, da de sjældent i læring følger den samme vej som mig.