Folkeskolens idrætsrådgiver
Blog
Lektier i idræt – hvordan?
Efter idræt er blevet et udtræksfag – og dermed også har fået den mundtlige dimension med i faget - giver vi jævnligt lektier for. Vi prioriterer at bruge alle minutter i hallen – både til det mundtlige og praksisdelen.
Foto: Trine Hemmer-Hansen
Lektier i idrætsfaget kan være af mange forskellige arter. Vores elever læser langt fra kun artikler eller sider fra trykte bøger. De ser ofte videoer med dansemoves, tricks fra boldverdenen, ideer om temaet ’idræt og køn’, forbereder en øvelse via boldspilstrappen i hallen, bruger mobilen til QR-koder eller forbereder til et nyt kompetenceområde.
I morgen tidlig skal vores 9. klasses elever levere en kort koreografi til stilarten ’Jumpstyle’. For 14 dage siden blev de introduceret til ’Jumpstyle’ gennem to trin. Opgaven hjemme var:
"Brug de to indlærte trin og byg endnu to nye trin på (som gruppen finder på Youtube). Dernæst skal gruppen lave en kort koreografi på ca. 1 min., som skal vises for de andre i klassen. Sæt fokus på BESS-konceptet i forhold til tid og rum"
Udover at lave deres egen koreografi skal eleverne også have læst om Labans BESS-koncept (udleveret ark på to sider).
Efter kort ’show off’ i morgen vil vi stille spørgsmål ind til, hvordan BESS-konceptet er blevet tænkt ind i deres koreografi. På den måde bliver både praksis og teori blandet sammen midt i hallen – velvidende at disse lektioner kun kan lade sig gøre, hvis eleverne er godt forberedte til selve idrætstimerne.
I idræt kan det lektiemæssigt (i forhold praksis) være en anelse mere vanskeligt at gemme sig i forhold til de ikke lavede lektier. I praksisfællesskaberne forpligter eleverne sig på en måde, der gør, at de kan falde igennem og er til skue, hvis ikke de er forberedte.
Idrætsfaget kan her noget særligt, der tvinger den enkelte til at tage stilling. ”Skal jeg forberede mig godt og levere godt, skal jeg trække mig på dagen og melde mig ud eller skal jeg gå med, selvom jeg ikke er forberedt?
Lektier i idræt er vores krav til elevens selvstændige stillingtagen til faget. Tiden i hallerne er begrænset, så derfor bruger vi tiden effektivt på at undervise eleverne. Derfor forventer vi også, at de til timerne har gjort deres.