Folkeskolens idrætsrådgiver

Blog

Når faglighed og dannelse smelter sammen

De mest succesfulde undervisningslektioner er, når jeg kan mærke på mine elever, at stoffet har rørt sig så meget i dem, at det trækker spor ind i andre sammenhænge. Én af de oplevelser havde jeg i fredags, da jeg ’patruljerede’ på min gårdvagt.

Offentliggjort Sidst opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Foto: Milan Nykodym/Flickr.com

I idræt på 8. årgang arbejder vi lige nu med indholdsområdet ’Dans & udtryk’. Vi er i gang med stilarten ’Jumpstyle’ – en dans med hop/spark og høj puls.

Gårdvagten på vores skole omfatter også besøg rundt i klasselokalerne. Det er her, der også engang i mellem kan være tid til den uformelle snak om weekendens sociale begivenheder eller have tid til at spørge ind til en enkelt elevs trivsel.

Folkeskolens idrætsrådgiver

Hvert fags netværk på folkeskolen.dk har en lærer tilknyttet som faglig rådgiver. Trine Hemmer-Hansen er Folkeskolens idrætsrådgiver. Hendes opgaver er både at blogge, at deltage i debatten på det faglige netværk, finde nye bloggere og være bindeled til redaktionen om, hvad der rører sig i faget – så du er meget velkommen til at kontakte hende, hvis du har et spørgsmål, har lyst til at blogge eller gerne vil dele gode erfaringer fra din undervisning: trinehemmer@hotmail.com

Da jeg åbnede døren til min 8. klasse, blev jeg mødt af et syn, der gav et smil på mine læber. Højtaleren buldrede derudaf med sangen ’Stamp on the Ground’. Over 25 elever blandet fra hele årgangen stod og dansede Jump Style i forskellige små grupperinger. Et fantastisk syn! En social aktivitet startet på elevernes eget initiativ. 

Når kerneopgaverne lykkes

Efter jeg havde nydt synet et par minutter, gik jeg fornøjet videre på min gårdvagtsrute, mens jeg tænkte, at her måtte jeg (i dette tilfælde idrætsundervisning) have været med til at trække sporet videre fra undervisning til en social sammenhæng.

For mig at se, er undervisningen lykkedes med to vigtige kerneopgaver. Vi arbejder i folkeskolen på at fremme de faglige og sociale kompetencer hos eleverne. Ind imellem lykkes det den ene at trække den anden med ind til samme ’fest’, og når både fagligheden og dannelsen i det sociale felt smelter sammen, så gives eleverne en mulighed for at fortabe sig og føle sig hele for en stund. Hele sammen med andre – i noget nyt de har lært. Og muligvis trækker det ikke kun spor ind i frikvarteret – men i livet, der venter.

Jeg har før skrevet en blog om Jumpstyle og dens fremragende elementer – den kan læses her:

https://www.folkeskolen.dk/618044/dans-og-udtryk-kast-jer-ud-i-jumpstyle