Folkeskolens religionsrådgiver
Blog
9.a har trukket kristendomskundskab
Udtræk er meddelt og vi er i gang.
Man kunne have hørt en knappenål falde til jorden mandag morgen. Det er ikke ofte, det er tilfældet, når tre 9. klasser er samlet i et klasselokale.
Afdelingslederen læste op: 9.a skal op i kristendom og mundtlig matematik. De sagde det ikke højt, men mange munde formede ordet ”f******ck”
I de to andre var samfundsfag og historie trukket ud. Det gav ikke de store reaktioner, men de jublede højlydt, da fysik og geografi blev nævnt som fag nr 2.
Jeg forstår dem godt, det er nu en gang nemmere at gå op til en halv times afkrydsningsprøve end en stor mundtlig prøve.
Tilfreds lærer
Som lærer er jeg ganske godt tilfreds med at skulle have et hold op. Det giver mig en mulighed for at lave den sidste evaluering på to års undervisning. Har de lært de faglige begreber, de skal? Kan de arbejde fornuftigt med kilderne? Har de fået et grundlæggende kendskab til religionerne og kan de anvende den viden til at belyse problemstillinger?
Kilder
Lige nu er de i gang med at finde kilder. De har fundet underemner og lavet problemstillinger i april. Heldigvis! For vi har fået en meget tidlig prøvedato. Normalt giver jeg mig selv en uge til at lave lærerestillede spørgsmål. Det kan jeg ikke i år. Så vil eleverne nemlig kun have en uge og to dage til at lave produkt, finde kilder og få styr på det hele – og det er ikke rimeligt. Så de får tre dage af den sidste uge, så de har bedre mulighed for at fordybe sig.
Jeg glæder mig til at skulle have klassen op. Det plejer at være nogle gode dage. Mon ikke også det bliver sådan i år?