Folkeskolens religionsrådgiver

Blog

Ændring i prøvevejledningen midt i et skoleår? NEJ TAK

Når jeg planlægger min undervisning, ser jeg på, hvad eleverne skal kunne til sidst. Hvad siger ffm, og hvad siger prøvevejledningen. Nu vil man fjerne netadgangen til prøven.....

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

For nogle år tilbage var jeg med i en arbejdsgruppe, der skulle komme med forslag til en ny prøveform. Et af kriterierne var, at der skulle indgå mulighed for it. It delen var for mig at se en logisk konsekvens af samfundsudviklingen, så jeg var meget positiv.

Vi lavede flere forslag, to af dem blev forsøgsprøver inden man i undervisningsministeriet besluttede, at vi skulle have vores nuværende prøve.

Vejen til den nye prøve var ikke altid køn. I skoleåret 15/16 blev det først meldt officielt ud i prøvevejledningen omkring jul, at der kun var én prøvemulighed det skoleår. Det var dybt frustrerende for mange undervisere, at de skulle sadle om 3 måneder før, eleverne kunne trække emne. Vi var flere, der luftede vores holdning til ændringer af prøvebekendtgørelsen midt i skoleåret.

Folkeskolens religionsrådgiver

Hvert fags netværk på folkeskolen.dk har en lærer tilknyttet som faglig rådgiver. Janne Skovbjerg er Folkeskolens religionsrådgiver. Hendes opgaver er både at blogge, at deltage i debatten på det faglige netværk, finde nye bloggere og være bindeled til redaktionen om, hvad der rører sig i faget – så du er meget velkommen til at kontakte hende, hvis du har et spørgsmål, har lyst til at blogge eller gerne vil dele gode erfaringer fra din undervisning: jann0350@skiveskoler.dk

Man skulle tro, de havde hørt os, derover i Holmens Kanal. Men nej. Nu er der sendt en vejledning i høring. En vejledning, der vil fjerne muligheden for at have netadgang til prøven.

Hvorfor vil man skrue tiden tilbage og have en prøve, der ikke matcher dagligdagen? Vi prøver eleverne i deres viden om religioner, disses udtryk og historie, deres viden om hvordan religion påvirker det enkelte menneske og samfundet og på, hvad etikken og livsfilosofien betyder for menneskets forhold til sig selv og den anden. Det kan man ikke google sig til. Så kan det vel være ligegyldigt med netadgang?

I kristendomskundskab vil det betyde, at netadgangen forsvinder i forberedelsen. Det er for så vidt i orden, hvad angår de lærerstillede spørgsmål. Dem kan vi sagtens formulere, så det ikke kræver netadgang at løse dem.

Værre er det med noterne, kilderne mm Mine elever har lagret alle noter elektronisk. Nogle i skolens sky, nogle på padlets osv. Skolelederen kan (muligvis) give tilladelse til, de skal kunne tilgås. Men hvad med den elev, der har behov for at se en kilde igen under forberedelsen? En kilde, der ligger på dr.dk/skole, Youtube.com eller på folkekirken.dk? Skal skolelederen til at give separat tilladelse til samtlige sites, hvor jeg som lærer har opgivet kilder fra? Eller skal jeg gøre dem tilgængelig på anden måde? Et kæmpe stykke arbejde.

Jeg har i 1½ år trænet eleverne i, hvordan de skal bruge deres kilder og noter under den forudsætning, at de har netadgang i deres forberedelse. Grundet terminsprøver mm har jeg en undervisningsgang tilbage inden jul. Herefter har jeg tre måneder, inden vi skal trække emne til prøven. Jeg har nået tre emner, jeg mangler fire inden træk. Nu skal jeg (måske) også til at ændre den metode, jeg har lært dem, hvad angår kilde- og notearbejde. Jeg bliver lidt træt - og jeg bliver frustreret på mine elevers vegne.

Det er dybt utilfredsstillende, at man igen vil ændre en prøvebekendtgørelse midt i et skoleår. Det burde ikke være tilladt! Hvis man vil ændre noget, må det være med mindst et skoleårs varsel. Alt andet er uanstændigt. Vi kan ikke undervise med tilbagevirkende kraft.