Folkeskolens religionsrådgiver
Blog
December-undervisning
Der er noget ved december, der kalder på ”noget andet”. Jeg har ikke tid til at glemme det faglige, men undervisningen kan godt få et strejf af jul.
Dansklærerne har det lidt nemmere i december. Der er masser af julenoveller, julekortfilm og andet godt, man kan trække ind i undervisningen, og dermed give timerne et strejf af jul. Men kristendomskundskab kan nu også være med.
I år har jeg 9. klasse, og dermed har jeg ikke et sekund at spilde. Derfor har jeg fundet noget, der kan indgå i opgivelserne, men som stadig giver en fornemmelse af jul.
Bibelske fortællinger
Jeg vil arbejde med det obligatoriske kompetencemål "fortællinger og kultur " under området "bibelske fortællinger".
Det skal være en del af emnet ”Kulturens og mediernes brug af religion”. Jeg har planlagt, vi hen over året skal arbejde med blasfemi, billedstorm og bibelske udtryk.
Udgangspunktet i december skal være Luk. 2. Og det skete i de dage. Inden jeg læser den for eleverne, vil jeg bede dem skærpe opmærksomheden om detaljerne. Hvad får vi at vide? Hvad betyder det?
Fortolkninger
Herefter skal de præsenteres for forskellige udtryk, der refererer til beretningen. Den første tekst skal være ”Den hellige nat” af Selma Lagerlöff. Dernæst et uddrag af Esbjerg Evangeliet, hvor vi ser Maria som en dame i kort læderskørt, Jesusbarnet som et skrigende spædbarn liggende i en udtrådt snørresko, og de tre vise mænd som bringer barnet musik, billedkunst og litteratur.
Eleverne skal udtrykke sig om, hvilken fortolkning de to kunstnere har lavet af fødselsberetningen. Ændrer det noget ved budskabet, eller forstærker de det?
Herefter griber vi fat i Lysmesterens reklameserie fra 2009, hvor de vise mænd følger en lampe i stedet for en stjerne.
Vi slutter af med ”jul på facebook”. Folkekirkens egen moderne version af Lukas kap 2.
Kilderne er bearbejdet, og eleverne har taget noter dertil. Så kan vi hive dem frem igen over foråret og bruge dem til de emner, hvor det giver mening.