Folkeskolens religionsrådgiver
Blog
Den gode kristendomstime
Hvad sker der i den gode kristendomstime? Ja, det ved jeg da godt. Eller gør jeg? Er min ide om den gode time den samme som 8.cs?
Den gode time er i mit lærerperspektiv en time, hvor eleverne lærer noget. Hvor de bliver nysgerrige. Hvor der er arbejdsro. Det er en time, hvor jeg er velforberedt, hvor nettet virker og eleverne er klar til tiden.
Optimalt når vi at fordybe os. Eller vi får en god diskussion over nogle begreber, ritualer eller…..
Men hvad er elevernes ide om en god time? Jeg brugte de sidste fem minutter før spisepausen og spurgte:
Hvad sker der i den gode kristendomstime?
Hvad er den gode time for jer 8.c?
Noget af det, der er størst enighed om, er, at der skal være ro i timen og mulighed for at koncentrere sig. Både piger og drenge er helt enige på det punkt, Det næste der bliver sagt, hvor de fleste nikker samstemmende, er, at noget af det bedste er, når jeg fortæller, i stedet for de selv skal læse det. Buddhalegenden eller Patriarkfortællingen bliver meget mere levende og interessant. ”Eller når det er nogle andre ting end tekst Janne” bryder en ind. Han uddyber, at det er federe at arbejde med billeder, reklamer og dokumentarfilm en med traditionel lærebogstekst.
Sidespring
”Jeg synes, det er fedt, når der er sidespring”. Jeg spørger smilende eleven, om han virkelig mener, jeg skal skrive, at sidespring er fedt på min blog. Men han mener selvfølgelig, at det er fedt, når vi kommer ud i alle mulige retninger og vender tilbage til emnet igen.
Eleverne er glade, når de selv må lave grupper, når der ikke er lektier og når vi laver lidt bevægelse i timen,
Mundtlighed
Det sidste de når at sige er, at de er glade for mundtlige diskussioner, og der skal være plads til at sige sin mening.
Så ringer klokken og stolene skramler Vi når lige at sige tak for i dag, og så er de væk.
Umiddelbart er der ikke den store forskel på, hvad eleverne og jeg gerne vil have i den gode time. Det er jo egentlig ganske rart.