Derfor er jeg lærer

At frustrationerne bobler blandt lærerne pt, er der ingen tvivl om. Blogindlæggene her på sitet taler deres eget tydlige sprog. Konfliktkuller kalder Maria Roneklindt det. Jeg har det selv - og det har en stor del af mine kollegaer også.

Men ved I hvad? Der gider jeg ikke have mere! Jeg kan ikke gøre noget for at hindre en konflikt. Jeg kan ikke få folk til at forstå, jeg ikke har mere ferie end dem. Jeg magter ikke at forklare dem, hvorfor vi skal have en arbejdstidsaftale. For de VIL ikke lytte. Så derfor vil jeg nu bruge energien på noget andet.

Jeg er lærer - og  jeg er vild med det.

Noget af det bedste er, når en elev siger: "Nååå nu forstår jeg det". Eller når man på gangen bliver tacklet i knæhøjde af et første klasses barn, der vil kramme. Eller når en anden klasses pige efter bibliotekstimen siger: "Janne, jeg elsker, når du læser bogens lyd".

Alle de børn man siger godmorgen til. Alle de børn der liiige skal fortælle om noget.

Eller når ottende klasses drengen, der har siddet tilbagelænet i et halvt år  - som man har forsøgt at trænge ind til uden held, pludselig markerer, og med begejstring fortæller om dengang, han mødte Paven (Vi havde et forløb om Luther).

Jeg elsker at undervise. Tænke nye veje at formidle stoffet på.

Det er et kæmpe privilegium at være med til at danne og uddanne fremtidens voksne. 

Religionsfaget giver plads til, at vi kan arbejde med forståelse for andre gennem viden. Vi kan tale om meningen med det hele. Vi kan diskutere, så sveden springer om de store etiske spørgsmål - alt i mens vi stadig respekterer hinanden. Vi kan bruge de gamle fortællinger til at spejle os selv og vores samfund i dag. Det er et fantastisk fag at undervise i.

Den gode lærer giver noget af sig selv.

Den gode lærer kan gøre en forskel for et barn.

At være lærer giver mening. 

Og det skal være mit fokus, i mens jeg (igen) skal kæmpe en arbejdskamp. Den er værd at tage. For vores job er det bedste, man kan have. 

Jeg retter ryggen og nynner :

"Vi står ved en vanskelig front i den stadige kamp,

som ikke kan vindes ved magt eller støvlernes tramp,

som kræver det daglige valg: Vil du tage en strid

for at menneskets værdighed stadig kan præge vor tid?"

(foreningssangen af Gudmund Auning)