Folkeskolens religionsrådgiver

Blog

Det manglende år

I år er året for min Bat Mitzvah - så jeg skal ikke have kristendomskundskab dette skoleår!

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Blev jeg mødt med ovenstående udsagn, ville mit svar nok være noget i retning af: Godt forsøgt, men det har ikke noget med skolens fag at gøre.

Jeg ville så have et forklaringsproblem, når jeg skulle fortælle, hvorfor 7. årgang (nogle steder 8.) ikke skal have faget, det år de skal konfirmeres. Det giver nemlig ingen mening.

Kristendomskundskab er i dag et ikke forkyndende, kundskabsformidlende fag. Hvorfor så denne reminiscens fra fortiden?

Folkeskolens religionsrådgiver

Hvert fags netværk på folkeskolen.dk har en lærer tilknyttet som faglig rådgiver. Janne Skovbjerg er Folkeskolens religionsrådgiver. Hendes opgaver er både at blogge, at deltage i debatten på det faglige netværk, finde nye bloggere og være bindeled til redaktionen om, hvad der rører sig i faget – så du er meget velkommen til at kontakte hende, hvis du har et spørgsmål, har lyst til at blogge eller gerne vil dele gode erfaringer fra din undervisning: jann0350@skiveskoler.dk

Konfirmationsundervisningen kristendom kan aldrig erstatte skolens undervisning om religion. I det hele taget er det uforståligt, at en interessent uden for folkeskolen kan have eleverne til undervisning i skoletiden i 2017.

Skolen kan naturligvis sagtens samarbejde med religiøse institutioner. Men det må og skal være på skolens og fagets betingelser. 

Jeg møder typisk eleverne i 8. klasse. Her er der altid et par stykker, der skal fortælle mig, at jeg bare lige skal vide, de ikke tror på noget som helst. Jeg plejer at svare, at det er fløjtende ligegyldigt, om de så tror på det flyvende spaghettimonster. For faget handler om religion og etik i forhold til mennesket og samfundet. Jeg skal ikke undervise eller have dem til prøve i, hvad de tror på. Det næste spørgsmål er som regel: Er du sådan en, der går i kirke hver søndag? For dem er det pludselig en logisk slutning, at læreren må være lidt lige som præsten, og at kristendomskundskab må være kristendom - og ikke religion, især når det ikke hedder religion,

Jeg forstår godt, de får tanken. For et fag som man kan fritages for, hvis man har en anden tro end kristendom, et fag der hedder noget andet, end det er, et fag som glider ud af fagrækken, når der er konfirmation - kan det virkelig være ikke forkyndende? 

Den anden dag ville jeg illustrere et rituals forløb med begyndelse, midte og slutning. Jeg sagde ...ex ved kristen bøn, man folder hænderne og... så nåede jeg ikke længere. For flere elever foldede straks hænderne og gjorde klar til bøn! Det gav så lige anledning til at tale om forskel på kirke og skole.

Den forskel skal vi tale mere om. Den forskel skal vi handle på.

Det er på tide, at kristendomskundskab bliver til religion - og at vi får det manglende år tilbage.