Elevernes sprog

Der tales meget om elevernes sprog i disse dage. Medierne svømmer over med beretninger om, hvordan selv de yngste elever har et meget grimt sprog. Jeg oplever det også blandt elever på skolen. Mest når jeg passerer dem på gangene og hører, de taler til hinanden. Det er derimod meget sjældent, jeg bliver kaldt skældsord.

Den gode tone

Som lærere taler vi naturligvis med børnene om, hvad det vil sige at tale ordentligt. Vi taler om, hvordan sproget virker på andre. Eleverne kan godt høre det, når vi sidder og taler om det i klassen. Og tre minutter efter gør de det igen ude på gangen.

F*uck

”F*ck det – jeg gider ikke”. ”Det er f*cking nice”.” F*ck jeg er sulten”. Mine elever i 9. klasse er rigtig glade for at sige F*ck. De gør det i hver anden sætning. Og de hører det ikke selv.

De første uger jeg havde dem, brugte jeg sætninger som ” Jeg VIL IKKE høre det sprog i timerne”. ”Tal ordentligt”. Og surprice – det virkede ikke.

Så måtte jeg prøve noget andet.

Finurligt

Hver gang en elev sagde noget med f*ck gentog jeg sætningen, men satte ”finurligt” ind i stedet. Finurlig det – jeg gider ikke. Det er finurlig nice. Finurlig jeg er sulten.

De grinede lidt i starten, men efterhånden blev de opmærksomme på, hvor tit ordet kom ind i deres sætninger.

Det virker (lidt)

Nu oplever jeg, at eleverne ønsker mig en finurlig god weekend med et glimt i øjet. Når de kommer til at sige f*ck, retter de lynhurtigt sig selv. I hvert fald når jeg er i nærheden…….