Fortællingen i undervisningen

Når jeg tænker tilbage på kristendomsundervisningen i de små klasser, husker jeg en masse historier. Historier om et barn, der skulle deles med et sværd og floder, der kom buldrende. Jeg kan huske himlen blev sort af græshopper, og vandet blev blodrødt.

Jeg kan genkalde mig de indre billeder, jeg fik, når læreren stod ved tavlen og fortalte.

De store klasser

Havde vi kristendomskundskab efter 3. 4. klasse? Det havde vi sikkert, men jeg husker det ikke. Det har ikke gjort det samme indtryk, som fortællingen gjorde.

Men hvor blev fortællingen af? Er den forsvundet i portallæring, bogsystemer og målbar læring?

Fortælling med de ældste

Det faktum, at jeg selv kan huske det, der blev mig fortalt for noget, der ligner fyrre år siden, siger mig, at fortællingen kan noget helt specielt. Men hvorfor bruger vi det så ikke i overbygningen?

Sæt sig selv i spil

Hvis en fortælling skal være god, skal fortælleren kunne historien. Og ikke bare som den står. Man skal have analyseret og fortolket den, og så skal man overveje, hvordan man vil videregive den. Hvordan vil jeg bruge stemmen og kroppen? Skal der skrues op eller ned for mimikken? Uanset hvordan man gør, er man nødt til at bruge sig selv, hvis fortællingen skal være troværdig. Det er måske det, der stopper os? Måske bliver vi for blufærdige?

Bibelske fortællinger

Jeg er begyndt at fortælle de bibelske fortællinger, når vi skal bruge dem i undervisningen. Ex bliver patriarkfortællingen mere tilgængelig for eleverne, når de kan høre den, end når de skal læse adskillige sider i Bibelen. Det betyder selvfølgelig ikke, at de aldrig skal læse en religiøs tekst selv. Men de læser rigeligt i forvejen. Nogle gange sker der noget i fortællingen, som kan bryde en almindelig undervisningsdag – også i overbygningen.