Ingen timer efter to!

Klokken er 14.00. Solen står ind i klasselokalet. Vinduerne er åbnede, men luften er tung. Det er fredag. Jeg skal have 9.a til kristendomskundskab.  

Jeg behøver vel egentlig ikke færdiggøre dette indlæg? Alle lærere og elever ved, at der ikke kommer noget som helst ud af den her time, medmindre man har en hel usædvanlig klasse. Det havde jeg heldigvis for tre år siden, da dette var min virkelighed. Men selv med de fantastiske elever, var undervisningsudbyttet markant lavere end med holdet, jeg havde tirsdag efter 10-pausen. 

Lange dage

De lange skoledage er i min optik noget af det mest ødelæggende for læringsudbytte, motivation og god undervisning. 

Derfor blev jeg noget så træt, da undervisningsministeren forleden fastslog, at der ikke skal røres ved de lange skoledage.  

Vi har lige haft en nødundervisningsperiode, der viste, at eleverne trives bedre ved undervisning i små grupper og i kortere tid. En periode der viste os noget om, hvad der er godt og skidt ved vores daglige undervisningshverdag.

Håb der forsvandt

Jeg havde håbet, det ville give anledning til refleksion i ministeriet. Jeg havde håbet, man ville bruge erfaringerne til at lave kortere skoledage med flere to-lærertimer. Jeg havde håbet, man forstod, at en lærer har svært ved at differentiere undervisningen tilstrækkeligt, når niveauet i en 9. klasse kan gå fra 3. klasse til 2.g. Jeg havde håbet, man ville forstå, at læringsudbyttet bliver bedre med flere lærere, der er bedre forberedt. Jeg havde håbet, man ville vælge at lytte til lærere og elevers erfaringer, ikke mindst nu, hvor vi skal stemme om en ny aftale, der er er baseret på samtale og fælles forståelse. 

Kære undervisningsminister. Alle børn skal blive så dygtige, som de kan. Det har vi hørt utallige gange siden 2013. Hvornår begynder du og dine kolleger at lytte til, I har valgt den helt forkerte vej til målet?