OPGIVelser

På denne tid af året begynder det normalt at stramme til. Opgivelserne skal være klar til 1. april, hvor der skal trækkes til prøve. Undervisningen skal være færdig. I den bedste af alle verdener skal eleverne helst også nå at give deres besyv med om, hvilke af kilderne, der skal opgives i de forskellige forløb.

Der skal helst også lige sættes en gang af til at repetere det grundlæggende i religionerne. Og hvordan var det nu, huskede jeg at medtage en statistik i år? Jo, der var den med dåbstal, den skal jeg lige have med. Hvad med de etiske emner? Skal omskærelsen med under ”Leveregler” eller skal det over i ”Religion i Danmark”?

Jeg stopper tankestrømmen, for den er slet ikke nødvendig i år.

Årshjul

Som 9. klasseslærer har man efterhånden et dybt forankret årshjul i sin lærerhjerne. Forårets komme er lig med den indledende prøveperiode. Det er starten på en maraton med indlagte spurter. Det er hårdt, frustrerende, givende og fantastisk på en gang. Det er kulminationen på de sidste års undervisning og det er der, man bliver så glad og stolt over, hvad eleverne rent faktisk formår.

Sådan bliver det som bekendt (heller) ikke i år. Det er både godt og skidt. Godt fordi der bliver tid til fordybelse, skidt fordi der på en eller anden måde mangler en forløsning.

Opgive opgivelserne

Jeg vil de næste uger øve mig i at nyde den tid, der ikke skal bruges på prøveforberedelse. Bruge den til at nyde, at vi har tid til at dykke ned i nogle af fagets små finurlige afkroge. Nyde at de store unger er tilbage i det mindste hver anden uge. Og ikke mindst nyde at opgive mine opgivelser.