Folkeskolens religionsrådgiver

Blog

Prøven bør revideres!

Hvilke ændringer skal der laves i prøveformen, hvis du og jeg kan bestemme?

Offentliggjort Sidst opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Jeg kan næsten høre dit opgivende suk. Nej tak - ikke flere revisioner. Vi kan knap nok nå at implementere en ændring, før der sker noget nyt. Umiddelbart giver jeg dig ret, men der er bare nogle ting i denne prøve, der ikke fungerer hensigtsmæssigt. 

Ændringerne bør foretages ved, at man spørger de lærere, der har haft prøve om, hvad der fungerer, og hvad der ikke gør. Vi taler helt lavpraktisk her. Det er folkene på gulvet, der mærker konsekvenserne af, hvad der på papiret ser uskyldigt ud for en styrelsesmedarbejder på prøvekontoret.

Hvad ville jeg ændre, hvis jeg bestemte?

Folkeskolens religionsrådgiver

Hvert fags netværk på folkeskolen.dk har en lærer tilknyttet som faglig rådgiver. Janne Skovbjerg er Folkeskolens religionsrådgiver. Hendes opgaver er både at blogge, at deltage i debatten på det faglige netværk, finde nye bloggere og være bindeled til redaktionen om, hvad der rører sig i faget – så du er meget velkommen til at kontakte hende, hvis du har et spørgsmål, har lyst til at blogge eller gerne vil dele gode erfaringer fra din undervisning: jann0350@skiveskoler.dk

Kildetyper

Eleverne må kun vælge kildetyper til prøven, som der findes i opgivelserne. 

Hvorfor dog det? Hvis mine elever gerne vil bruge en statistik til at vise, hvordan udviklingen er i medlemstallet i folkekirken, og jeg ikke har brugt en statistik i undervisningen, kan det ikke lade sig gøre. Og det til trods for, at de har mødt statistikker i andre fag og ved, hvordan de skal læses.

Brug af nettet til prøven

Prøven skal afspejle den daglige undervisning. Alligevel må eleverne ikke bruge nettet? Jeg forestiller mig egentlig ikke, de kan bruge det til særlig meget i deres forberedelse. Mine lærerstillede spørgsmål kan ikke googles. Men reglen giver mig et stort arbejde med at downloade kilder i stedet for blot at linke til dem.

Offentliggørelse af udtræk

Det allervigtigste at ændre er datoen for offentliggørelse af udtræk til læreren. Hvorfor? Jo, man ville kunne komme i dialog med censor, inden eleverne skulle trække emne. Man ville kunne nå at sikre, at udtræksemnerne var i overensstemmelse med reglerne - ligesom man kan i prøveform b i dansk. Dette vil højne elevernes muligheder for at gå til prøve på de rigtige vilkår. To par øjne ser bedre end et. Det vil også give bedre arbejdsbetingelser for læreren i det prøveforberedende arbejde.

Hvad vil du ændre?

Hvad fungerer, og hvad fungerer ikke i prøven? Skriv gerne dine ændringsforslag i en kommentar. Hvem ved - måske er der nogen af dem, der skriver bekendtgørelse og vejledning, der læser dem?