
Folkeskolens religionsrådgiver
Blog
Så gjorde jeg det igen – gennemskrev min årsplan
En årsplan er dynamisk - ikke statisk. Men i år er den mere dynamisk, end godt er.
Kan du huske følelsen af forventningens glæde? Lige der i slutningen af maj, starten af juni. Det hvide papir var foran dig, mapper, bøger og url adresser lå i bunker omkring dig – og nu skulle du vælge? Hvad skulle der på årsplanen næste år?
Jeg har et kæmpe bagkatalog af kilder, forløb og andet godt. Det kan være svært at vælge. Men i august skulle jeg til det (ja – havde for første gang nogensinde ikke årsplanen klar før ferien) Jeg gik ind på ffm.uvm.dk og kiggede på færdigheds-videns målene. Nu skulle jeg se, hvad eleverne skulle lære. Da jeg langt om længe fandt ind til pdf linket, gik arbejdet egentlig som smurt – man har vel lavet en lignende plan før. Ret hurtigt var planen på plads med femten små forløb (Jeg har 1½ time om ugen i 9. klasse)
Timerne forløber godt. Eleverne er engagerede, diskussionslystne og laver det, de skal. Smartboardet og de indscannede tekster til de ordblinde børn virker, som de skal. Jeg kan endda få computervognen til nogle af timerne.
Alligevel må jeg med stigende panik konstatere, jeg ikke når det, jeg havde planlagt. Dels sker der nogle ting ude i verden, jeg er nødt til at behandle i undervisningen (1. omskrivning af årsplanen – ændring af emner), dels kan eleverne ikke nå at læse så mange lektier i lektiecaféen, og jeg vil ikke give dem en masse hjemmearbejde, når de er så længe i skole (2. omskrivning- færre kilder)
Så er man på kursus og hører om de nye krav til evaluering af alle mål for alle elever for alle forløb (3. omskrivning af årsplan – er nu nede på syv forløb)
Nu er den nye prøvebekendtgørelse så kommet. Nu kan jeg trække til prøven med mine elever 1. april og bruge resten af undervisningstiden på vejledning. Det er egentlig en god tanke. Det letter presset med vejledning i udarbejdelse af problemstilling og kildefremfinding. Problemet er så bare, at jeg ikke kan nå det sidste emne, og dermed har jeg ikke nået alle færdigheds-videns mål.
Så nu skal jeg i gang med den 4. omskrivning……..
Bliver det ved på denne måde, ender jeg vel, hvor jeg startede. Med et blankt stykke papir.