Skal læreren udtrykke sin holdning?

Et af de første spørgsmål, jeg plejer at få i religionsundervisningen, er, om jeg er sådan en, der tror helt vildt meget. Jeg plejer at glide lidt af på det spørgsmål ved at stille modspørgsmålet; Hvad er det, at tro helt vildt meget? Og herefter fortsætte med noget i retning af, at jeg er døbt, mine børn er konfirmeret, så hvilken religion tilhører jeg?

Herefter går snakken hurtigt over i, hvad vil det sige at tro. Er man mere troende, hvis man går i moske eller kirke, end hvis man ikke gør? Er man troende, hvis man går i kirke til jul, eller er det en kulturel tradition? 

Det bliver straks lidt mere svært, når vi diskuterer etiske dilemmaer. Som lærer beder jeg eleverne diskuterer diverse udsagn. Jeg giver dem altid muligheden for at diskutere gennem kilder eller religioner, så man kan “gemme” sig bag kilden. Men de kommer som regel hurtigt til at diskutere deres egne holdninger. Jeg bruger ofte en øvelse med otte udsagn med grunde til at få abort og beder eleverne rangliste udsagnene efter, hvad der er gode grunde og hvad der er dårlige grunde. Når diskussionen raser, er der ofte en, der spørger, hvad mener du Janne? Det er her, jeg synes, det bliver svært. For kan jeg bede eleverne om at vise deres holdninger uden at vise mine egne? Vil mine holdninger og meninger blive “ de rigtige”? Lige i dette eksempel kan jeg godt nuancere mine holdninger og argumenter – men der vil være etiske dilemmaer, hvor jeg som lærer skal være meget varsom med ikke at få nogle elever til at føle, at deres mening er forkert.  

Jeg tror, det vigtigste svar på mit indledende spørgsmål er, at man som lærer gerne må have en mening og en holdning, men man skal nøje overveje hvordan og hvornår, man giver den til kende.