Tanker i testkøen

Køen slanger sig frem i et system, der bringer minder frem om tidligere års ture til sommerlandets forlystelsespark. Jeg har ikke kørt bil på denne måde, siden jeg tog kørekort for mange, mange år siden. Det går langsomt og vi holder stille et minut ad gangen. Tankerne springer lidt hid og did imens.

Jeg bliver altid forkølet i efteråret og det sætter sig som regel på stemmen. Jeg plejer at gå på job alligevel. Jeg kan godt styre klasserne uden stemme – og med ti-fingersystemet kan jeg hurtigt skrive instruktioner på klassens smartboard, så eleverne kan få undervisning. Egentlig burde man nok blive hjemme, når man mister stemmen. Men man ved bare, at kollegaerne skal løbe stærkere – og måske kommer der en ind, der slet ikke kan undervise i faget. Nej, det er nemmere at tage af sted selv. Man kan jo bede om at tage forberedelsen med hjem og kun lige læse timerne.

Disse tanker er så grundfæstet i mig, at jeg først slet ikke bemærker den begyndende murren i halsen mandag i første time. I anden time begynder det at gøre ondt og i 10 pausen kommer det første host. Der går et øjeblik, før jeg kommer i tanke om, at der er noget, der hedder corona. Op på kontoret….   Jeg har ondt i halsen, men det er nok bare det vanlige. Hvad? Hjem og testes? Nå ja, selvfølgelig.

Jeg sætter bilen i gang og triller to billængder frem. Nu kan jeg se testteltet.

Hold da op, hvor er vi mange i kø. Tænk hvis alle her er syge. Tænk hvis man ikke kan håndtere det i sundhedssystemet. Tankerne er dystopiske. Hmmm apropos dystopi. Skal jeg tage ”Går det hele ad helvede til” igen i år? Jeg har egentlig ikke tid, men eleverne var vilde med det sidste år. De her har jo også læst ”De hvide mænd”. Måske skal jeg i stedet lave en etisk dilemma diskussion. Hvem skal testes og have svar på test først? Læger, renovationsarbejdere, konsulenter? Lade eleverne lave en prioriteret liste ud fra konsekvensetiske principper? Og hvad med vaccine? Hvem skal have først?

Køen bevæger sig igen. Om et minut er det min tur.

I udkanten af min bevidsthed melder tanken sig. Tænk nu, hvis jeg er smittet. Har jeg så smittet kollegaer? Elever? Hvorfor er det egentlig, jeg ville være blevet på job med sygdomssymptomer, hvis der ikke havde været corona? Tror jeg virkelig, jeg er uundværlig? Eller er vi bare så pressede i hverdagen, at man får hamrende dårlig samvittighed, hvis man ikke møder op? Syg eller ej? Er det i virkeligheden ikke dårlig moral at risikere at smitte andre?

Nu vinker den emballerede sundhedsperson mig frem. Et øjeblik efter er den lange vatpind i halsen. Tankestrømmen stopper. Jeg kører hjem og sætter mig til at lave vikarsedler og nye undervisningsforløb, mens jeg venter på svar.