Folkeskolens religionsrådgiver
Blog
Undervisningens lukkede rum er en saga blot
Der var en gang, hvor vi kunne være 100% sikre på, hvem der var til stede i vores undervisning. Vi kunne se dem, høre dem og tale med dem. Sådan er det ikke nødvendigvis i dag.
Som så mange andre har vi virtuelle møder efter endt undervisning i lærergruppen i stedet for at mødes alle sammen på lærerværelset. Et gab kom bag på mig, og jeg fik ikke vendt hovedet væk fra skærmen hurtigt nok.
Det resulterede i at ikke mindre end tre kolleger reagerede. To med spøgefulde beskeder på messenger og en havde sågar nået et screenshot. Det var dril i al venskabelighed, men det satte alligevel gang i tankerne.
Virtuel undervisning
I foråret, hvor vi underviste virtuelt, var det en kamp at få eleverne til at tænde for kameraet, så vi kunne se dem, når vi talte med dem. Vi kunne ikke rigtig for at vide hvorfor.
En kollega kunne fortælle, at der midt i undervisningen pludselig dukkede et forældrehoved op i skærmbilledet, der gerne lige ville høre, hvorfor han sagde, som han gjorde.
En lektor på en professionshøjskole fortalte i anden anledning, hvordan de nu forlanger, at de studerende tager alt med ud fra lokalet, mens der voteres, fordi man vil være sikker på, at voteringen ikke optages.
Alt ovenstående er eksempler på, at vi ikke længere færdes i et lukket rum i undervisningen. Vi ved dybest set heller ikke, om en elev optager os eller de andre i undervisningssituationerne.
Utryg
Jeg skal ærlig indrømme, det kan gøre mig lidt utryg. Ikke at der foregår noget i min undervisning, der ikke tåler dagens lys - tværtimod. Men en sætning kan tages ud af en kontekst og få en hel anden betydning. Den tanke er skræmmende i disse krænkelsesparate tider. Jeg påtager mig tit et synspunkt og begår en udtalelse, der skal illustrere et indlæg i en etisk diskussion eller lignende. Kender man ikke konteksten, kan et klip lagt på de sociale medier blive fatalt. For hvem kan vide, at sætningen forinden var: Hvis jeg nu læste denne religiøse tekst fundamentalistisk, ville jeg mene at......
Som udgangspunkt har jeg tillid til de elever, jeg underviser. Men jeg har en stigende bevidsthed om, at jeg ikke kan være sikker på, hvem der ser eller lytter med i undervisningen.