Folkeskolens religionsrådgiver

Blog

Unilogin, mapper og usb stik

Et indlæg om, hvorfor man ikke altid skal gøre, som de siger....

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

I dette skoleår: " Nu har alle elever fået udleveret en device, nu kan vi godt gå 100% over til portaler"

Sidste år: "Fra nu af skal I kun have jeres forløb på EasyIQ. Det er den portal, vi bruger her i kommunen."

Få år før det: " Fra nu af skal I kun have jeres forløb og tekster på Skoleintra, det er den måde, vi kommunikerer med elever og forældre."

Folkeskolens religionsrådgiver

Hvert fags netværk på folkeskolen.dk har en lærer tilknyttet som faglig rådgiver. Janne Skovbjerg er Folkeskolens religionsrådgiver. Hendes opgaver er både at blogge, at deltage i debatten på det faglige netværk, finde nye bloggere og være bindeled til redaktionen om, hvad der rører sig i faget – så du er meget velkommen til at kontakte hende, hvis du har et spørgsmål, har lyst til at blogge eller gerne vil dele gode erfaringer fra din undervisning: jann0350@skiveskoler.dk

Indrømmet, det er fedt ikke at bruge alle pauser på at stå ved kopimaskinen. Det er godt for miljøet og økonomien ikke at tage 1000-vis af kopier til eleverne.

Men derfra til at skrotte alle bøgerne er der langt.

Og nu vi er i gang med indrømmelserne.....

Jeg har i år både lagt mine forløb ud på easyIQ og på intra. Jeg har alle mine forløb liggende både på mit personlige drev og på usb stik. Ja, ja jeg indrømmer blankt, at jeg har mapper stående med tekster, avisartikler (klippet ud af en rigtig avis), reklamer osv. (Jeg tror dog, jeg har smidt de sidste overheads ud.......)

Er der en yngre kollega eller to, der i det stille har fnist lidt over den halvgamle kollegas arkiver? Er der faldet en enkelt hentydning eller to til, at bare fordi jeg også er bibliotekar, behøver jeg jo ikke gemme alt? Måske.

Men på tirsdag.... På tirsdag er der nok en enkelt eller to, der bliver glad for mine papirmapper eller for mine usb stik, man kan udskrive fra. 

Bogarkivet bliver åbnet (Gad vide hvordan luften er derinde?) Taske- og emnebøgerne kommer igen til deres ret.

Der bliver igen kø til kopimaskinen. (Måske skal vi flytte kaffeautomaten derud?)

Vi kommer til at tage tirsdag på rutinen. Det forberedte materiale kan ikke tilgås. Men det klarer vi nok.

Presset kan dog mærkes i 9. klasse, som skal trække på tirsdag. De kan lige pludselig ikke tilgå deres tekster eller noter.  Det er for dem, det værst tænkelige scenarie. Ingen vejledning, Ingen undervisningsportaler. Ingen tilgang til deres noter. 

Moralen? Tja den er vel noget i retning af, at det nogen gange godt kan betale sig at sikre sig i hoved og bag. 

Men hvor ville jeg dog ønske, at jeg aldrig havde fået mulighed for at konstatere det.