Hvis vi ønsker fagstolte Social- og sundhedshjælpere, må vi lære dem noget at være stolte af!

 I forlænge  af sidste uges blog indlæg om at se fastholdelse på nye måder , har jeg i dette indlæg givet blog-pennen videre til Michelle Gravgaard.

Michelle er har en uddannelse som både social-og sundhedshjælper og assistent som fundament for sin sygeplejerskeuddannelse, Hun er optaget af, hvordan vi kan fremme den faglige stolthed, som hun mener elever såvel som uddannet SOSU-personale, har alt mulig grund til.

Det er 10 år siden jeg første gang trådte ind på Randers Social- og sundhedsskole med visionen om, at undervise i professionel omsorg. På daværende tidspunkt uden nogen pædagogisk efteruddannelse eller anden erfaring med at lære andre mennesker, om den professionelle omsorg og faglige identitet, jeg selv var så optaget og stolt af.

Men hvordan er det egentligt vi fremmer SOSU elevernes faglige stolthed og hvilken opgave og indflydelse har jeg som underviser og del af en uddannelsesinstitution?

Som underviser på Randers Social- og sundhedsskole oplever jeg dagligt hvordan udvikling af Social- og sundhedshjælperelevens fagidentitet og stolthed anskues som en central og aktuel uddannelsesmæssig opgave, hvorfor det forsat bør være visionen at vi sammen uddanner professionelle og stolte velfærdsmedarbejdere, med en styrket fagidentitet.

Til trods for mange gode og forsatte indsatser kæmper SOSU-uddannelserne forsat med, at bryde ”fortællingen” om at uddannelsesforløbene ikke kræver nogen egentligt indsats eller i øvrigt forholde sig til egen faglig kunnen.

Aktuelt har Social- og sundhedshjælperuddannelsen på Randers Social- og sundhedsskole et valgfag, som er centreret omkring fagstolthed og fagidentitet. Jeg har afviklet denne uge to gange og begge med oplevelsen af, hvor sårbart det både er for eleverne og jeg som underviser, at italesætte og arbejde målrettet med stoltheden. For når det egentlige læringsmål bliver at forholde sig til egen faglige kunnen med stolthed og oplevelsen af at være til glæde og gavn for andre mennesker, så forholder vi os vel også til os selv som mennesker, med en værdi i det velfærdssamfund vi skal drage professionel omsorg i?

 Hvis vi gør stoltheden eksplicit kommer vi måske selv til at tro på den og videre gør den mere nærværende og troværdig, end selv den bedste kampagne eller mest nuancerede bog?

Hvis vi som skole og undervisere kan lykkes med at sætte fagstolthed på lektionsplanen og hvor det, at arbejde målrettet med fagstolthed ikke står som noget ”sekundært” til det egentlige indhold, men som det egentlige indholdsmæssige afsæt, kan vi måske også styrke sammenhængskraften mellem elevens opfattelse af det egentlige faglige indhold og den enkelte elevs stolthed?

Som underviser må det være min fornemmeste opgave.

/Michelle Gravgaard Randers Social- og sundhedsskole