Et liv fyldt med noter eller et liv fyldt med minder?

To historier

Tågen udenfor skyggede for de snart sneklædte bjerge. Der var den særlige stille stemning, der kun kommer af de der kolde og fredfyldte morgener - Men det hjalp også, at lokalet var helt mørkt. Et par få flygtige stearinlys kæmpede imod de tunge skygger, der tyrannisk stadig skjulte de spilleregler, der var gemt rundt om i lokalet. De østrigske elever vidste ikke, hvad der ventede dem bag de anonyme, normale og hjemmevante blå døre. Medierummet var i dagens anledning, ukendt for eleverne, forvandlet til ‘The Dark Room’ og om få minutter skulle de løse mysterier i mørket med én meget sparsom ressource: Lys.

Hjemme i Danmark sidder jeg på min stol. Jeg har slået min fine nykøbte bærbar op, og mit noteapparat er klar til start. Min underviser står klar ved whiteboardet, som idag, igen, var forvandlet til PowerPoint-projektørvæg af første rang. Jeg følger med i det økonomiske kredsløb, og hører hvordan tasterne lægger stemningsmusik til den metamorfose af information, der er i gang. Fra ord til note. Det er næsten magisk men også dybt fortvivlende. Jeg følger trop og harmoniserer sammen med de andre i tastaturkoret.

Frem fra mørket sprang en kutteklædt skikkelse, ansigtet kun oplyst af en ensom lommelygte. Lommelygten skar igennem mørket og med søjlen af lys som hans eneste ven, brølede han nærmest kommanderende regler i hovedet på de fortvivlede, forskrækkede og forvirrede elever. Den næste halve time, som lige så godt kunne have været en halv dag i elevtid, kæmpede de med at genskabe et eventyr, med deres næser nærmest sundhedsskadeligt tæt på stearinlysene. Rummet der før havde været mørkt og melankolsk var nu forvandlet til en spændingsfyldt, udfordrende og dybt frustrerende læringsarena.

Jeg er vendt tilbage til min plads ved vinduet efter mit kortvarige besøg i min matrixgruppe. Det er lykkedes os at få forklaret hinanden de forskellige elementer af kredsløbet. Det ved jeg, fordi jeg har fået noteret det. Den lette brise fra vinduet og min ellers velfortjente hvilepause bliver groft afbrudt af et frisk indspark - Vi skal se Luksusfælden og diskutere implikationerne for et samfund på vej ud i en lemfældig omgang med privatøkonomien. Debatten går bravt, men detaljerne er blæst væk og lukket ude med brisen fra vinduet, fordi det larmede for meget ude på vejen - Sådan kan det jo gå. Jeg er bange for, at det efterhånden er et tilbagevendende tema med de forsvindende lektionsminder. For det er hverken noget jeg har læst eller skrevet ned.

Eleverne gjalder informationer frem og tilbage mellem bordene. En strategi er blevet lagt og sveden pibler ned af panden på eleverne, der p.t. befinder sig uransageligt mange steder i følelsesspektret. Arbejdsopgaverne der bevidst er blevet kaotisk placeret rundt om i lokalet desorienterer mildest talt eleverne - Som bedst kan beskrives som et sted mellem famlende i mørke og energisk problemløsende. Fra det ene øjeblik til det andet bliver lyset tændt, og det før trykkede lokale bliver lettere på alles skuldre og melder om spillets afslutning. En lettelse spreder sig i eleverne, men oplevelsen har stadig sat sig ubehjælpeligt fast i dem.

Dagen bliver rundet af, og vi får sat en krølle på de sidste eventuelle spørgsmål, vi måtte have. Det var en dag der meldte om rygepauser og en halvkvalt frokost, men samtidig en dag der har været dejlig kvantificérbar - Jeg kan i hvert fald gøre den op i linjer og kompetencemål. Vores fildelingsservice er blevet fyldt med powerpoint, opgavebeskrivelser og vores udfyldte matrixskemaer. Det har været en dokumenterbar dag - Jeg cykler hjem for at se endnu et afsnit af Luksusfælden.

Skal alt kunne kvantificeres?

De to fortællinger ovenfor fortæller om to forskellige forståelser til hvordan læring og skole skal tilgås, men det betyder ikke, at de er hinandens modsætninger eller gensidigt udelukkende. Spørgsmålet jeg har lyst til at rejse her, er ikke om det vi gør fungerer eller ikke fungerer - Spørgsmålet er nok snarere om det forbliver? Og måske opfølgende på det: Hvordan forankrer vi læringen?

Det klassiske spørgsmål lyder ofte om de lærer noget af det? Disse dage føles det hurtigt som om, at det ene pædagogiske eller didaktiske tiltag efter det andet skal afprøves på den danske folkeskole. Det lader også til, at de allesammen svømmer i fordele og ulemperne er ubetydelige - Måske endda ikke eksisterende. Det sandfærdige svar på spørgsmålet om udelæring og bevægelse i undervisning, eller som i dette tilfælde oplevelseslæring, virker er, at det ved vi faktisk ikke. Der er ingen præcise svar eller sammenhængskraft mellem tilgangen og det positive ønskede resultat -  Det er i det bedste scenarie besværlig at bevise eller teoretisk bundet. Så er det ikke bare varm luft alt sammen?

Modspørgsmålet er tilgengæld om det vi gør allerede og måden vi tilrettelægger og strukturerer vores skoler på virker? Er vi ikke blevet så forhippede på at dokumentere og kvantificere vores viden, at vi har glemt, for at blive lidt højtflyvende, det der kan forankre læring i vores hjerte og sjæl? Ligheden på de to historier er, at de begge står klart i erindringen. Forskellen er, at episoden fra Østrig er mere end to år gammel - Lektionen herhjemme er lidt under en uge gammel, men alligevel har de samme indtryk og styrke.

Bevisbyrden bør også lægges på vores eksisterende og konventionelle metoder. For i alle vores bestræbelser på at udvikle bedre og mere pålidelige evalueringsmetoder, så siger de kun noget om øjeblikket, hvor de finder sted. Det er betydeligt mere kringlet at evaluere om noget fortsat sidder fast 6 år senere - I en ungdommelig udvikling fyldt med cider, pik og technomusik. Andreas Lieberoth fra Aarhus Universitet, der har kloget sig på oplevelseslæring, siger at det minderne kan er, at de kan fungere “som en socialt tilgængelig ”knage” for at udøve reflekterende praksis, uanset om oplevelserne er mange, små og flygtige eller mindeværdige selvbiografiske nøgleepisoder”. De giver os noget at snakke om og det rammer os et sted, hvor vi mærker det.

Da jeg lavede forløbet i Østrig, var det ikke fordi, der ikke fandtes en masse dele af mig selv, der så problemer, i det jeg foretog mig. Spørgsmålet ligger så dybt indgroet i mig og os, at det er blevet det mest centrale spørgsmål i en hvilken som helst læringsdebat: Hvad får de ud af det? Det er en naturlig slutning, men også en der lukker os inde som lærere. Hvis alt skal gøres op i resultater og udbytte, så mister vi det vi er bedst til - At arbejde med hele mennesker. 

Mørkerummet var ikke væsentligt i sig selv, men det skabte liv de efterfølgende uger med eleverne. De var energiske i deres videre arbejde, og de var sultne efter, at gøre det bedre og forstå mere. Den følelse kan vi opnå på utallige måder og med oceaner af forskellige midler - Men jeg tror, vi kan finde få lærere der ikke synes, at sådan en følelse er gavnlig. Er det ikke okay at ofre en enkelt lektions koncis og kvalificerbar viden for at vinde et par hjerter? Er det ikke okay at ofre en dag eller måske en uge? Så kan vi altid fortsætte med øvelser, lektier og læsning de efterfølgende uger - Måske giver det endda bedre mening?

Der findes ikke noget mere naturligt end at ville opleve - Og jeg fristes til ikke at definere det yderligere. For det er i essensen ligegyldigt om oplevelsen er meningsfyldt, sjov, sørgmodig, dristig, identitetsskabende eller konfliktsøgende. Spørgsmålet er, om det vi allerede gør virker, hvis vi ikke rør ved mennesket bag eleven? Det skal ikke kamme over med selvkritik, men der er et budskab i at kigge indad og overveje sin egen praksis, før vi stiller os kritiske overfor det nye. Vi søger altid oplevelser i vores eget liv - Hvorfor skal vi ikke også søge dem i vores skoler?