Sponseret blog: Jagten på fortiden
Sponseret blog
Få flere perspektiver med i brugen af historiske fortællinger i historieundervisningen
Der findes i dag et væld af muligheder, når det kommer til historieformidling udformet som historiske fortællinger på TV. De mange film skaber indlevelse i fortidige liv og begivenheder. Men det er vigtigt, at eleverne arbejder både med den kritiske stillingtagen og indlevelsen i en historisk fortælling. Nyt undervisningsmateriale fra www.jagtenpaafortiden.dk byder på en flerperspektivisk tilgang til landarbejdernes historie i et herregårdshistorisk perspektiv.
Historiske fortællinger om herskab og tjenestefolk
Historiske begivenheder, strukturer og personer bliver formidlet på TV som aldrig før. Livet for herskab og tjenestefolk på landets herregårde har her været et stort tema i historiske serier og film gennem de sidste årtier, og mange børn får en stor del af deres forståelse af fortiden gennem filmmediet. Derfor er det ekstra vigtigt, at man som lærer husker at inddrage undervisning i historiske fortællinger og kritisk arbejde med disse, når man inddrager film i historieundervisningen om eksempelvis tjenestefolkene og landarbejdernes liv.
Pelle Erobreren
Spillefilmen Pelle Erobreren efter Martin Andersen Nexøs roman (1906-1910) er en klassiker i klasselokalet, når det kommer til undervisningen i livet på landet ved indgangen til forrige århundrede. Filmen skaber indlevelse i fortidens liv, men ved også at arbejde med en kritisk tilgang til filmens indhold kan eleverne imidlertid lære nyt om flerperspektiviskhed, som er en essentiel del af historiefaget.
Færdigudviklet undervisningsforløb
Gammel Estrup Danmarks Herregårdsmuseum har udviklet et gratis undervisningsforløb, der netop stiller skarpt på tyendets vilkår ved indgangen til forrige århundrede samt nutidige fortolkninger af perioden på det store lærred. Undervisningsforløbet er en del af det landsdækkende formidlings- og undervisningsprojekt Jagten På Fortiden, hvor man kan finde gratis undervisningsforløb i faget historie fra reformationen og frem til begyndelsen af 1900-tallet. Her kan man kvit og frit finde inspiration til blandt andet historieundervisningen i et historiebrugsperspektiv.