Blog

Kan vi overhovedet motivere til praktiske uddannelser?

Hvis det er en kæmpe udfordring at slå et søm i, hvordan skal man så få lyst til at blive tømrer?

Offentliggjort Sidst opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Et eller andet sted bør vi være rigtig glade for, at erhvervslivet efterlyser flere unge til håndværksfagene. Det giver jo os lærere langt bedre muligheder for at hjælpe og rådgive en bredere palet af elever ind på den uddannelse, der passer dem bedst.

Per Arnoldi

Men.....at få elever til at vælge en håndværkeruddannelse kræver at de ser håndværksfagene som en attraktiv vej ind i et spændende arbejdsliv. Heldigvis er det ikke længere lavstatus at være håndværker, og arbejdsvilkårene er indenfor de fleste brancher så gode, at man kan regne med at holde mange år i det fag man vælger. Så langt så godt. Tilbage står skolens (manglende?) evne til at præsentere håndværksfagene, så de giver mening og er interessante for eleverne.

Selv om jeg underviser i Håndværk og Design er jeg absolut ikke den bedste rollemodel på et værksted. Jeg kan agere på et fornutigt plan i et træværksted, men kommer fuldstændigt til kort, når det gælder håndarbejdslokalet. Når jeg læser indlæg på diverse interessegrupper på de sociale medier kan jeg se, at jeg langtfra er den eneste lærer med de problemer.

I dag kan du blive skolelærer med liniefag i Håndværk og Design, nærmest uden at have arbejdet på et træværksted, og helt sikkert uden at have erhvervet dig et maskinkursus. Hvordan vil du så kunne agere som en god, kompetent rollemodel i træværkstedet og motivere de elever, som måske gerne vil gå den vej senere i livet? Hvordan kan vi sikre os at eleverne tilegner sig de nødvendige kompetencer i forhold til at bevæge sig rundt på et træværksted, når vi ikke selv besider dem? Hvordan sikrer vi os at der ikke sker en skævvridning, således at visse værksteder ikke forfordeles i forhold til andre.

Ja..man kan sagtens argumentere for at fagets kerneværdier ligger indenfor det innovative. Men....det håndværksmæssige skal efter min mening også have en fremtrædende plads i timerne. Det skylder vi vores elever og det skylder vi håndværksfagene. Ikke mindst hvis vi ønsker at flere går ind på erhvervsuddannelserne

Som det er i dag tror jeg at indholdet i mange H/D-timer bestemmes af lavpraktiske hensyn: Hvilke lokaler er ledige, og hvilke kompentencer har den lærer vi har sat på klassen....og det er vel egentlig ikke pointen med faget.

Er det overhovedet muligt at uddanne den komplette H/D-lærer indenfor de rammer der er givet p.t.? Jeg tror det ikke. Håndværk og design er et kæmpe fag. Ideelt set bør man være fuldt uddannet sløjdlærer, fuldt uddannet håndarbejdslærer, have masser af håndværksmæssig erfaring samt en innovativ overbygning. Det bliver lidt svært at nå med de ressourcer der gives til læreruddannelsen i disse år. 

Som sagt indledningsvis: Dejligt at der er brug for kloge hænder. Men....ærgerligt at læreruddannelsen nærmer sig en discountløsning, der ikke giver os de nødvendige kvalifikationer.