Blog

Lærerens fortrampede stier og mangel på udveje

Engang drev lærerne i høj grad samfundet - nu er det samfundet, der driver med lærerne. Virkeligheden til forhandling del 4!

Publiceret Senest opdateret

I det uendelige univers, kan det være sværet at afgøre ved blot at betragte to punkter, hvilket et af punkterne der bevæger sig om de står stille eller begge bevæger sig. Præcis som oplevelsen i et tog, hvor toget ved siden af sætter igang, og man et kort øjeblik tror man selv endelig kører blot for at mærke en skuffende fornemmelse i maven, når vi ved at sammenligne med andre objekter i omgivelserne opdager, at det ikke er os, som bevæger os. Den tomme og let skuffende fornemmelse af forventet men udeblivende accelleration indtræder i kroppen.

Jeg har læst Niels Chr. Sauers fremragende bog "Folkeskolens veje og vildveje", som næsten en til en beskriver min egen oplevelse af den undergravning af lærerens position, som var en forudsætning for langsomt men sikkert at proletarisere læreren og derved gøre denne magtesløs.  En helt igennem fremragende beskrivelse af, hvorledes magthaverne i effektiviseringens og NPMs hellige navn fik folkeskolen til at køre hurtigere, men i samme ombæring brændt motoren af, fordi der også blev sparet på vedligehold.

Jeg vil tilføje, hvorledes jeg efter 7 ugers sommerferie var blevet sulten efter at komme i skole igen og se kolleger og børn. Restitution er i lærerfaget meget vigtigt, ja det er endda et biologisk faktum, at restitution er en nødvendighed for levende organismer.  Det er kun grillkyllinger, der grundet landbrugets egen udgave af new public management, vokser hele deres 34 dage lange liv. Effektivisering og avlsarbejde har betydet, at det har været muligt indenfor de sidste 10 år at forkorte disse uskyldige skabningers misrable liv med 3 dage.

Erik Rene Nielsen

Jeg skriver om vejledning og kompetenceudvikling i folkeskolen - herunder folkeskolen som de skiftende metoders kampplads. Andre emner såsom folkeskolens rolle som dannende institution, inklusion og bevægelse i undervisningen vil blive berørt. Jeg er tilhænger af inklusion, men ikke i den form, som vi ser den pt. 

Så er jeg meget optaget af det videnskabssyn lærere bringer i spil, når de tester eleverne. Jeg er optaget af selvopfyldende profetier og sprogets skabende kraft.

Jeg har efter reformen fra 2013 ikke haft den følelse af en begyndende sult, hvilket langsomt men sikkert bidrog til, at jeg valgte og stoppe alt for tidligt sommeren 2022, inden jeg blev brændt helt af. Jeg kan se tilbage på 34 års nedtur i forhold til rammebetingelserne, anseelse og arbejdsvilkår. Langsomt er jobbet blevet tømt for selvbestemmelse, motivation og engagement i takt med, at der ikke længere var råd til den aktivitetsprægede skole set i et NPM mestlæringforpengene perspektiv.

Jeg var i starten nok begejstret for den nye reform, idet jeg så en mulighed for, at vi igen skulle tale pædagogik - altså hvorfor eleverne nu lige skulle lære dit og dat. Det varede indtil læringsmålsstyringen kom og fuldstændig udraderede enhver form for overblik eller mulighed for at skabe ditto. 

Alt kommer med en pris - hvad man ikke havde med i beregningerne, var at mange lærere var beskæftigede i lokale foreninger som trænere og ledere om eftermiddagen. De kunne lige pludselig ikke længere påtage sig disse frivillige jobs - jo hvis man ville komme som frivillig leder fra foreningen og tage noget understøttende undervisning - gratis. Så kunne fodboldtræningen gøre det ud for nogle bevægelsestimer.

Der er ingen tvivl om, at i forhold til læring, så er nutidens elever langt dygtigere end vi var, da jeg gik i skole. Der kommer langt bedre målbare resultater ud af skolen, så lærerne lykkes faktisk - på trods - men hvad er prisen? Er vore elever i skolen også en slags effektiviserede modernistiske svar på grillkyllinger, hvoraf en del går til undervejs i forsøget på abnorm vækst?

Hvis vi antager, at de bedre resultater fremkommer gennem en hurtigere nedslidning af lærerne, så er øvelsen jo en succes på kort sigt, men en katastrofe på langt sigt. Altså NPMs effektivitetssyn rækker ikke ud over det øjeblik, hvor toget sætter igang - vi er endnu ikke nået til det punkt, hvor vi opdager, at det ikke er os, men det andet tog der kører. 

Magtesløse bliver vi, når vi ikke kan finde udveje, når vi kommer til kort, og når vi mærker, at kræfterne ikke vil række et helt arbejdsliv, eller vi ikke magter elever, der ikke magter skolens rammer. Magtesløse bliver vi i et større perspektiv, når alle skader efter overbelastning ved at arbejde i den offentlige sektor tæller positivt med i bruttonationalproduktet. Det bliver NPMs store selvmodsigelse, at NPM gennem kortsigtede ødelæggende effektiviseringer kommer til at fremstå succesfuld ved at bidrage positivt til BNP. 

Jeg vil anbefale Niels Chr. Sauers bog, i hvilken jeg i mange beskrivelser genkender noget jeg selv har været en del af. 

Nu forestår analysearbejdet - idet Sauer leverer store mængde data, som indsat i andre forståelsesrammer kan producere muligheder i fremtiden og derved frigøre kommende generationer af lærere fra magtesløshedens tunge åg. 

I den forbindelse skal jeg hilse Gordon Ørskovs melding om efter og videreuddannelse som en del af overenskomstkrav velkommen. Jeg tror det er vigtigere at kunne magte sit arbejde, end det er at få nogle få kr. i lønforhøjelse

Midt i mit skriveri og læsning, så sætter regeringen folkeskolen "fri". Men ekstraregningen i form af 3 ekstra lektioner til alle lærere i lov 409 rulles ikke tilbage. God undervisning kræver velforberedte, kompetente og veluddannede lærere lærere. 

Så der kommer som antydet en del 5, som vil beskæftige sig med kulturelle dynamikker, nye diskurser og ditto selvopfattelser - for nedenunder fortællingen er der en masse strømninger og bevægelser der påvirker. Afhængigt af betragterpositionen/metoden fremkommer nye sandheder, og det bliver spændende at udforske om der har været andre medskabere af lærernes deroute og anseelsestab, som muliggjorde statens overgreb. 

Powered by Labrador CMS