Faglig anerkendelse.

En af effekterne ved at bruge åbne lektioner som kanal til vidensdeling er, at lærere bliver set, hørt og anerkendt. Først og fremmest af fagfæller, der også selv bliver set hørt og anerkendt. Men også af ledere, politikere og forældre.

Udensforstående (som os) kan godt blive lidt skræmt ved tanken om at skulle 'optræde' foran et mindre eller større publikum, men det er en meget vigtig del af lektionsstudiekulturen, at man går efter bolden og ikke manden.

En af ideerne med lektionsstudier og åbne lektioner er, at man skal være kritisk over for sin egen og kollegers undervisning, men det er en forudsætning at der er et fælles mål om faglig udvikling. Ligesom med lektionsstudier generelt fokuserer observatørerne i åbne lektioner ikke på underviseren men på undervisningen.

At forestå en åben lektion er ikke en sur pligt eller en straf, men en mulighed for at få seriøs og kvalificeret feedback på sine fagdidaktiske ideer og valg. (Der findes selvfølgelig også lærere, der ikke bryder sig helt så meget om det som andre).

Som i andre fag og discipliner er nogle lærere ekstra dygtige. Gennem bl.a. åbne lektioner får særligt dygtige lærere også en særlig anerkendelse. Folk rejser langt for at se og diskutere deres undervisning og de kan sælge bøger i store oplag.

Faktisk er der i Japan et stort marked for bøger skrevet af dygtige lærere, der giver eksempler på deres undervisning og fortæller om deres fagdidaktiske tankegods. Køberne er primært andre lærere, der søger inspiration hos deres 'idoler'.

'Idol' er ikke et helt forkert ord, idet enkelte lærere kan opnå mere eller mindre stjernestatus på baggrund af sine særlige fagdidaktiske kompetencer.

Nu skal vi ikke være stjerner alle sammen, men samlet er disse strukturer bærer af noget af det, vi ofte savner: Faglig anerkendelse til lærerne.

Måske vi skulle invitere hinanden indenfor?