Blog
Hvorfor er det ikke os, der ved det?
I Japan har lærere og forskere igennem flere årtier indsamlet viden om, fx. hvilke problemer, der er mest hensigtsmæssige for elevernes arbejde og læring - hvorfor er det ikke os, der ved det?
En af de interessante ting ved det japanske skolesystem er sammenhængen mellem praksis, uddannelse, undervisningsmaterialer og curriculum.
Med lektionsstudiekulturen som effektiv infrastruktur til udvikling, indsamling og deling af didaktisk viden, har man igennem mange årtier årbejdet struktureret sammen på alle niveauer i skolesytemet.
Resultatet er, at curriculum, undervisningsmaterialer og læreruddannelse alle bygger på eksperimenter og erfaringer fra praksis, og dermed reelt understøtter lærernes arbejde. Der er i systemet en grundlæggende respekt for, at det er hos praktikerne, at praksis kan og skal udvikles (dermed ikke sagt, at der aldrig tages dårlige beslutninger af folk, der troede, de vidste bedre).
Et eksempel på, hvor detaljeret og konkret de japanske læreres viden om didaktik er, handler om, hvilke regnstykker, der bedst bruges til at introducere elever til at trække et-cifrede tal fra to-cifrede.
At trække fra på henover 10 kan løses ved at tælle op eller ned, eller ved at lægge til og/eller trække fra. Regnestykket 12-9 kan fx løses som 10-9+2 (minus-plus), eller som 12-2-7 (minus-minus).
Erfaringsmæssigt viser det sig, at regnestykkerne 12-9 og 13-9 er dem, der potentielt bedst leder til minus-plus-strategien. Det er vigtig viden i forhold til at kunne lede eleverne igennem de opgaver, der bedst leder til den tilsigtede læring.
Hvorfor er det ikke os, der ved det?