Blog

Er du klar til at prøve?

Til sommerens afgangsprøver i folkeskolen vil der nu igen være elever, der skal til prøve i mundtlig matematik. Hver tredje niendeklasse vil blive udtrukket til at gennemføre FSA i mundtlig matematik.

Offentliggjort Sidst opdateret

Matematiklærerforeningen

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Men er du klar? Er dine elever klar?

Når ens klasse bliver udtaget, skal der udarbejdes en opgivelse, der skal fortælle censor, hvad der har været arbejdet med. Denne opgivelse er også en hjælp til eleverne, der her kan se, hvad de skal prøves i.

Der er helt klare regler for udarbejdelsen af denne opgivelse. Som det står i bekendtgørelsen, skal den indeholde: et alsidigt sammensat stof inden for fagets fire centrale kundskabs- og færdighedsområder, eventuelle temaer og projekter, som klassen har arbejdet med, og der skal oplyses om de it-værktøjer, der er benyttet i undervisningen. Der er med andre ord ikke tale om den slags opgivelser, hvor man skriver til censor, at klassen har brugt den eller den lærebog for 9. kl. side det til det.

Dernæst skal der udarbejdes prøveoplæg. Her er også specielle krav. Der står: Prøven tager udgangspunkt i et oplæg med tydelige problemstillinger, som giver eleverne mulighed for at vise matematiske kompetencer, viden og kunnen. Oplægget, prøveforløbet og de materialer, der er til stede i prøvelokalet, skal give eleverne mulighed for at benytte matematiske arbejdsmåder i prøvesituationen. Det samlede antal prøveoplæg skal alsidigt repræsentere samtlige områder inden for det opgivne stof.

På de kurser jeg - ligesom så mange andre fra Danmarks Matematiklærerforening - har holdt om den mundtlige prøve, hører jeg desværre om lærere, der slet ikke lever op til de krav, der siden 2009 har været stillet til undervisningen i matematik. Da det er Fælles Mål 2009, der er udgangspunktet for prøvebekendtgørelsen giver det dem – og ikke mindst deres elever problemer her i foråret. Der er en del, der skal rådes bod på på kort tid.

Jeg har talt med en lærer, der ikke har undervist i trigonometri ”det er alt for svært for mine elever” og jeg har talt med en, der spurgte: ”Hvad skal jeg skrive under it-værktøjer, når vi ikke har brugt noget?” Dertil kommer, at mange ikke har vægtet mundtligheden særlig højt.

Jeg ved, at det er undtagelserne – men der er brug for, at I hjælper hinanden ude på lærerværelserne. Jeg tror, I ved, hvem det er, der har brug for hjælp. Om ikke andet ved I det jo selv, hvis det er jer.

Tilbyd hjælp – bed om hjælp – for elevernes skyld og for vores fælles selvrespekts skyld.

Vi kan ikke som stand leve med, at vi ikke lever op til forventningerne. Tal om, hvordan I gør, hvad man kan gøre bedre. Bed eventuelt om hjælp uden for jeres eget lærerværelse. Inviter fagudvalget fra naboskolen til et fælles møde, hvor I fx sætter mundtligheden eller kompetencerne på dagsordenen.

... og der er også hjælp at hente andre steder:

·         Fagkonsulenten har rejst landet tyndt og holdt foredrag og kurser.

·         Rundt om i landet bliver der afholdt kurser i samarbejde mellem de lokale kredse af Danmarks Matematiklærerforening og de lokale CFU´er.

·         Danmarks Matematiklærerforening holdt i sidste uge konference i Odense, hvor 180 lærere fik et godt grundlag for at forberede sig til de kommende prøver. Konferencen bliver dubleret i marts med endnu 180 deltagere, og det er slet ikke nok, så der arbejdes på endnu en dato – formentlig i april.

·         Danmarks Matematiklærerforening har været i arbejdstøjet længe. Derfor er der også hjælp at hente her. Foreningen har udgivet PRØV, som er en digital samling af egnede prøveoplæg, der kan kombineres på kryds og tværs, så der kan dannes prøveoplæg nok til både prøven og forberedelserne til den.

Der er med andre ord ingen undskyldninger for ikke at være godt forberedt på den mundtlige prøve i matematik til sommer. Hjælpen er der – brug den!