Blog
Hvad tør vi gøre uden 1 million?
Det må være spørgsmålet for de faglige foreninger nu, hvor finansloven er vedtaget uden den million, der plejer at sikre os vores vovemod. Matematiklærerforeningen tør stadigvæk en del, men vi må være mere forsigtige i fremtiden, er vi klar over. Men vi forsøger alligevel at starte nye traditioner, måske kan de holde – måske får de ikke chancen.
Danmarks Matematiklærerforening har i 39 år samlet matematiklærere fra hele landet en lille uge i sommerferien. De sidste mange år har kurset holdt til på Brandbjerg Højskole. Foreningen plejer at søge underskudsgaranti til dette kursus – bare for at være sikker. Nogle år har deltagerantallet været nervepirrende tæt på, at vi overvejede aflysning. Men hvert eneste år er der kommet kursister lige til det sidste. Så det har handlet om at have is i maven. Men vi tør igen næste år – også uden garanti. Foreningen har derfor planlagt næste års sommerkursus. Det har i 2013 titlen Matematik og Den Nye Folkeskolereform. Det foregår fra lørdag d. 3. august til tirsdag d. 6. august 2013. For at holde prisen nede satser vi på egne kræfter, og det er ikke så ringe endda. Ministeren for Børn og Uddannelse er også inviteret til at give et bidrag, hun er også billig og dygtig. Foreningen er ved at lægge sidste hånd på programmet, så det kan komme ud på skolerne, før skoleårets planlægning. Inden længe vil det færdige program kunne ses på www.dkmat.dk .
Nyt er den kursusdag om de mundtlige prøver, som Danmarks Matematiklærerforening har arrangeret d. 26. januar 2013. Programmet kan ses på dkmat.dk. Her vil vi bruge en dag sammen med matematiklærere, der vil klædes godt på i forhold til den nye mundtlige prøveform i matematik, som en tredjedel af alle 9. klasses elever vil stifte bekendtskab med til sommer. Igen er der for en stor dels vedkommende foreningens egne folk, der stiller op til foredrag og workshops.
Nyt er også den kursusdag, der er planlagt til d. 4. april. Den handler om begyndermatematik og henvender sig til både lærere og pædagoger i indskolingen. Måske kan pædagoger i børnehaverne også have glæde af dagen. Dagen er endnu på tegnebrættet, og vi skal være sikre på, at konceptet kan holde, når vi ikke har det sikkerhedsnet, vi plejer at benytte sig af.
Noget vi er sikre på er, at vi igen til næste år kan samle en stor flok matematiklærere til den landsdækkende konference om næste års tema til Matematikkens Dag. Den er planlagt til fredag d. 13. september 2013 og temaet er Økonomi. Så sæt kryds i kalenderen – materialet er under udarbejdelse.
Hvad klynker vi for?
Men hvad er det dog, jeg skriver!
Lige før var det en katastrofe, og nu tegner jeg et billede af, at foreningen kan selv! Hvorfor så alt det klynk?
Vi er en forholdsvis stærk forening med en forholdsvis stærk økonomi, men det er medlemmernes penge. Vi oplever dalende medlemstal, og vi oplever, at de lærere, der kommer på vore kurser, ikke nødvendigvis er medlemmer. Vi er Matematiklærere med stort M, og vi elsker at dele ud af vores viden og kunnen, og det kan en manglende million ikke forhindre os i. Men vi tænker os om en gang ekstra, inden vi sætter nye skibe i søen. Og vi tænker os om, når vi prisfastsætter kurserne. Vi må så håbe på, at kommunerne er deres ansvar bevidst og betaler prisen, når Ministeriet ikke vil.