Blog

Så er MINI League 2013 godt i gang

MINI league 2013 er skudt i gang med en kick off-dag på Aarhus kommunes Friluftscenter.

Offentliggjort Sidst opdateret

Matematiklærerforeningen

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Her mødtes 65 forventningsfulde MINI League-børn i alderen 4-6 år og deres pædagoger fra otte forskellige pædagogiske afdelinger og dystede inden for disciplinerne ”opvarmning af saft på tid”, ”løft af møtrikker med heliumballoner” og ”transport af vand på forskellige måder”.

Der blev brugt matematikord og begreber i alle aktiviteterne: stor, lille, mange, få, meget, lidt, tung, let, lang, kort, høj, lav, bred, smal, tyk, tynd, osv.

Kick-off-dagens arbejde gav børnene og deres pædagoger en første introduktion til årets MINI Leaguetema: ”Naturens Kræfter”.

MINI League er en aarhusiansk udløber på dagtilbudsområdet af de verdensomspændende projekter på skoleområdet First LEGO League og Junior First LEGO League. Alle tre projekter er skabt for at gøre børn begejstrede for (natur)videnskab og teknologi. MINI League har derudover et stærkt sprogligt fokus.

Henover efteråret skal MINI League-grupperne undersøge Naturens Kræfter nærmere; bl.a. ved at lave forskellige eksperimenter, ved at besøge Vandmøllen og Brandstationen og ved at bygge noget i LEGO, som enten kan udnytte eller beskytte mod Naturens Kræfter.

Den 9. november 2013 mødes MINI League-grupperne sammen med de skolegrupper, der dyster i First LEGO League og Junior First LEGO League.

Her skal MINI League-grupperne præsentere deres byggerier for nogle dommere, og der skal uddeles guldmedaljer inden for i alt ni kategorier.

MINI League er igangsat af Børn og Unge i Aarhus Kommune og bidrager til at understøtte tænkningen om børn i et 0-18 års perspektiv. I 2013 arbejder de 4-6 årige i MINI League, de 6-9 årige i Junior FIRST LEGO League og de 10-16 årige i First LEGO League med det samme tema -naturens kræfter, men naturligvis på forskellige niveauer og med forskellige tilgange. Hensigten er at skabe progression i børnenes læring indenfor naturvidenskab, matematik og sprog.

Skulle nogen komme forbi Læreruddannelsen i Aarhus lørdag d. 9.november 2013 så kom og oplev 500 børn og unge arbejde på forskellige niveauer med ”Naturens kræfter”.