Blog
Hvorfor dyrker de firkantede vandmeloner i Japan?
Jeg elsker, når man i dagligdagen møder en sætning, et billede eller andet, der inspirerer til en ny opgave inden for matematikken. Denne gang var det dét med de firkantede vandmeloner i Japan.
Bare det at få købt og transporteret 10 runde, vandmeloner kunne være et projekt i sig selv. Og så at se begejstringen i min 8. klasses ansigter, da jeg sammen med et par elever kom slæbende ind med melonerne på en faglig fordybelsesdag. Heldigvis elsker min klasse at lege, undersøge og eksperimentere. Efter en indledende snak om meloner, opbevaring, transport og emballage kastede de sig over opgaven, den er vedlagt, og gik i krig med at lave beregninger, skitser, tegne udfoldninger mm. Der kom bl.a. masser af god snak om arealberegning og rumgeometri ud af det. De fleste fik produceret nogle fine kasser. Nogle mere ”fornuftige” end andre, men alle grupper fik snakket om spildplads, materialeforbrug og omkostninger. Der kom overraskende ideer undervejs og nogle af dem måtte vi prøve. Der var f.eks. en gruppe, der spurgte hvad arealet af en vandmelon er? Jeg svarede at umiddelbart er det ikke muligt at måle et areal af en rummelig figur, jo overfladearealet kunne beregnes. Dem der spurgte var ikke helt tilfredse. De ville vide hvad arealet af en vandmelon er. Og opgaven blev således udvidet, da eleverne i løbet af dagen måtte komme med gode bud på, hvordan man bestemmer arealet af en vandmelon. Der var flere forskellige gode bud. Vi endte så højt oppe på skolen vi kunne komme i vinduet, hvor vi lod en vandmelon falde til jorden. Derefter målte vi arealet, det splattede ud på. Der var gode gæt og diskussioner om hvordan man troede vandmelonen ville splatte ud, inden vandmelonen faldt til jorden. Faktisk splatter sådan en vandmelon ikke ret meget ud. Den fylder under 1 m2.