Hvorfor får jeg en grim smag i munden?

Som matematikvejleder bliver man mødt af forskellige udfordringer. Oftest er det hjælp til elever i matematikvanskeligheder. Men med en udfordring fra en kollega, der ønskede at udfordre de dygtigste elever, var det andre ideer, der skulle i spil. Han havde dårlig samvittighed over ”aldrig” at nå disse elever. Undervisningsdifferentiering eller undersøgende opgaver var det lette svar, men det bed ikke på min kollega. Han mente ikke, han var i stand til at udfordre dem passende. Sammen med min leder fandt vi frem til en lærer, der havde nogle puljetimer der kunne varetage opgaven at lave en ”Masterclass” hver fredag, en time og et kvarter for 10 - 12 dygtige elever fra 4. og 5. klasse.

”Formålet er at give dygtige og ivrige elever større udfordringer, så deres motivation for at dygtiggøre sig og gå i dybden med matematikken øges. En af vejene ind i dette kunne være at arbejde undersøgende og problemorienteret.  Eleverne skal lære at bruge matematikkens sprog som argument i diskussioner og at kunne kommunikere med og om matematik. Eleverne skal altså ikke bare have flere opgaver af den type, de kender i forvejen, men de stilles over for nye udfordringer og en mere undersøgelsesbaseret tilgang, med grublerier og andre løsningsmuligheder, uden færdigt svar og facit”

Skolebestyrelsen er begejstrede, min leder er begejstret, forældrene er begejstrede, de 10- 12 elever er begejstrede.  Men jeg sidder tilbage med en lidt dårlig smag i munden, når jeg læser min egen, ovenstående, beskrivelse, der er sendt hjem til de respektive forældre. For er det ikke netop sådan undervisningen bør være for alle? Især for de elever, der har svært ved matematik og måske ikke finder det brugbart og interessant.