Og det helt uden at tænke!

Det føles som om de lærere jeg møder, både på min egen skole og rundt i landet er delt mellem at tænke ”selvfølgelig skal vi lære eleverne en måde at regne med de fire regningsarter på - en standardalgoritme, noget man da bare ved virker”, og så det andet synspunkt, ”de skal da have mulighed for at tilegne sig deres egen viden og forståelse af, hvordan tingene hænger sammen.” En lærer fra en anden skole, som jeg diskuterede sagen med, sagde direkte, at det da var for åndsvagt at bruge tid på at lade eleverne udvikle deres egne algoritmer. ”For nogle føles det jo som, at skulle gå herfra, ned til kirken og tilbage igen for noget jeg bare kunne have fortalt dem og så skulle det da kun lige fra ørerne og ud i hånden for at blive udført.” Og jo, det kan da være fristende at vise eleverne at de ”bare lige skal gøre sådan.”  Men for det første er det ikke det vi skal, ifølge de Forenklede Fælles Mål. For det andet sidder vi i overbygningen gang på gang med elever, der ikke kan gennemføre et simpelt regnestykke fordi en ikke forstået algoritme står i vejen. Sammen med en kollega fra en anden skole har jeg lavet en større undersøgelse i Faaborg Midtfyn Kommune af overbygningselevernes færdigheder inden for de fire regningsarter. Det viser sig, at knap halvdelen af 9. klasserne har en fejl i udregningerne der på en eller anden måde kan tilskrives en algoritmefejl. Vi undersøgte også forskellige 1.g klasser. Her var der ca. en fjerdedel der havde lignende problemer. Ved efterfølgende vejledningssamtaler med en del af eleverne viste det sig, at det er den grundlæggende talforståelse og en forventning om at f.eks. et subtraktionsstykke skal løses på en bestemt måde, der ofte står i vejen. Når eleverne fik lov til at tænke sig om, hvad det egentlig var, der blev spurgt om, kunne mange godt finde det rigtige resultat. Men de glemte at tænke i situationen, hvor opgaverne skulle løses. Det virker som om de fleste slår på autopilot, når de ser regnestykket, trækker den algoritme frem, de mener at kunne huske at have lært og så bruge den ukritisk uden at overveje om det er en fornuftig fremgangsmåde og om resultatet virker realistisk.Det er jo ikke noget nyt, at man ikke skal undervise i standardalgoritmer, men den instrumentelle undervisning er ligesom ukrudt, der er meget svært at få udryddet. Den har et fast greb i vores skoleverden og i den måde man tænker matematikundervisning. Den kulturændring, der skal til for at vi kan leve op til tankerne bag de Forenklede Fælles Mål er svær at få til at slå rod. Diverse test, målinger og manglende forberedelsestid er den begrundelse, der ofte bliver brugt som forklaring på, at vi skal have lært eleverne ”det vigtigste!” Og så tror jeg rigtig mange matematiklærere dybt inde stadig er i tvivl om, det nu alligevel ikke er bedst at lære sine elever en standardalgoritme, hvis de har lidt svært ved matematikken. ”Så har de da i hvert fald noget de kan bruge.” Og ja, jeg møder stadig også situationer, hvor det kan være svært at diskutere om det er rigtigt eller ej. F.eks. blev jeg tirsdag aften mødt af min 8 årige datter, der sagde ”Hvorfor fortalte du mig ikke fra start af, hvordan man minusser, mor? Nu har jeg endelig fundet ud af, hvordan man gør. Min lærer har lært mig, at jeg bare skal stille tallene op under hinanden. så skal jeg trække enerne fra enerne og tierne fra tierne og låne, hvis det er nødvendigt og så -pludselig står resultatet der helt af sig selv - og det helt uden man behøver at tænke.”