Det at arbejde undersøgende og eksperimenterende i matematikundervisningen er for alvor kommet i fokus mange steder rundt om i landet de seneste år. Der er mange gode grunde til at kaste sig over den undersøgende arbejdsform, fx elevernes motivation, dybdelæring, forankring mm. Mange elever kan have oplevelsen af, at matematik er sjovt, vedkommende, måske opdager de ikke engang, at de laver matematik, fordi det, der foregår, måske er anderledes end det ’plejer’ at være.

Ofte er den didaktiske kontrakt i matematikundervisningen målrettet et facit. Den undersøgende matematikundervisning bryder ofte med det, der traditionelt betegnes som den didaktisk kontrakt ved at skabe situationer, hvor matematikken kan overdrages til eleverne, så deres efterfølgende arbejde bliver det centrale for undervisningen.

I den undersøgende arbejdsform søger læreren tit at skabe situationer, som kan få eleverne til at sige ’det kommer an på…’, fordi de da er i færd med at tage ejerskab over det problem, de arbejder med. Når eleverne først har gjort det, kan læreren træde et skridt tilbage og indtage en mere vejledende rolle. Det kan jo lyde som om, lærerens arbejde herefter lettes betydeligt, men det er i min erfaring ikke tilfældet. Nu bliver det først rigtigt krævende. Læreren skal, mens eleverne arbejder undersøgende, ofte i grupper, rundt til grupperne og sikre sig, at alle er på sporet af matematikken, og læreren skal sørge for at støtte de elever, som har svært ved helt at følge med. Samtidig skal læreren også være i stand til at udfordre de elever, som kommer langt med deres undersøgelser og erkendelser. I begge yderpoler handler det om at holde eleverne motiverede for arbejdet, og om at give dem en følelse af, at deres arbejde og tanker er værdifulde.

Det er derfor en kompleks størrelse at bedrive undersøgende matematikundervisning. Det er noget, som både elever og lærere skal øve sig på sammen. En ny klasse har brug for at lære formen og generelt er det min erfaring at lærer og klasse ligesom skal ”falde i hak” sammen om det at undersøge. Det tager mao. tid at få arbejdsformen på skinner i en ny klasse.

Det centrale er at finde sin egen vej sammen med de elever, man har, og finde de greb, der skaber de gode samtaler. En opgave for læreren er her at finde de stilladserende spørgsmål, som kan være en kærlig hånd på skulderen af de elever, som har brug for det, og samtidig have spørgsmål klar i ærmet, som skubber eleverne uden at skubbe dem ud over kanten. Det kan være en god støtte med et godt fagteam eller måske bare en god teammakker på årgangen eller trinnet, som man kan sparre med og få vendt ideer og tanker med. Flere hjerner tænker ofte bedre og hurtigere end en. Det gælder både for elever og for lærere.

Synes det uoverskueligt at gå i gang med undersøgende matematikundervisning, så læg dine egne brødkrummer ud. En undersøgelse per undervisningsforløb fx. Tænk i de nævnte stilladseringsspørgsmål - hvad kan støtte og hvad kan udfordre? Hvilke faglige pointer skal gerne komme frem i undersøgelsen? Så er du klar til at have øjne og ører åbne i undervisningen. Og så skal du lytte mens eleverne arbejder, og læg mærke til, hvor du kan vende tilbage til i din fælles opsamling. Hold også øje med tiden og sørg for at der er plads til opsamling inden eleverne går ud af døren.

Vigtigst af alt er, at du giver dig selv lov til, at det ikke skal gå perfekt, og at du giver dine elever tid til at vænne sig til den måde at arbejde på.

Vil du blive klogere på undersøgende matematik? Læs om systemet MATLAB her.