Folkeskolens idrætsrådgiver
Blog
Idrætsprøven: Mangelfuld vejledning går ud over de dygtigste elever
Alle elever kan eller skal på ingen måde levere fremragende præstationer til afgangsprøverne, men nogle har dog potentialet til det, hvis de var klædt ordentlig på til det af deres lærere. Det kan der dog være mange årsager til.
Foto: Flickr.com
Vi vil alle det bedste for eleverne. Til afgangsprøverne skal de have en god oplevelse med det at gå til prøve, men samtidig skal de også have den karakter, de fortjener, på den korte tid de præsterer i både praksis og teori.
Men hvor er det ærgerligt at se, at rigtig dygtige elever i den grad kunne præstere på et endnu højere niveau, hvis de bare var klædt endnu bedre på til prøven.
Som censor har jeg nogle gange oplevet, at når jeg (efter læreren) også giver eleverne respons og enkelte kommentarer på deres karakterer, så kigger de på deres lærer og siger ”det var det modsatte, du fortalte os” eller ”hvorfor har du ikke fortalt os det?”.
Manglende kompetenceudvikling blandt lærerne
Hvert år kan der komme nye idrætslærere, som ikke har ført til prøve før, og allerede der spiller den manglende erfaring ind.
Der er naturligvis alt det prøvevejledningen giver svar på - men alle de småting, som kan gøre en prøvende flydende, delikat og sammenhængende lærer man som underviser gennem årene.
(At musikken er klippet sammen, at der er en rød tråd for, hvordan gruppen kommer fra A til B til den praktiske del, at der er lavet en disposition til den teoretiske snak – for blot at nævne nogle af tingene)
Jeg vil med denne blog på ingen måde klandre lærerne, men blot konstatere, at lærere som bor i de kommuner, som har afholdt kurser i denne prøveform over en del år, tydeligvis er bedre stillet end andre lærere.
Efter samtaler med en del undervisere over årene kan jeg konkludere, at ikke alle har lige vilkår i forhold til at blive klædt på til prøven. Flere lærere rundt om i landet har siddet med opgaven selv fra start, hvilket er uhensigtsmæssigt.
Min pointe er blot, at det i sidste ende går ud over eleverne, som ikke har fået den vejledning, som de har ret til.
Og det er ikke i orden – heller ikke for de undervisere, der ret beset vil det bedste men ikke har fået den nødvendige sparring.