Tidligere folkeskoleelev: ”Det er en gave at skulle op i idræt”

Foto: Flickr.com/asenat29

Én af de søskende havde jeg oppe i idræt for snart fem år siden, og min nuværende elev havde derfor naturligt snakket med sin bror derhjemme om udtræksfagets tidsrøver.

Storebroderen havde lystigt fortalt om den tid, hvor gruppen og han selv forberedte sig frem mod prøven.

Min elev gengav broderens ord for mig:

”Du skal huske at nyde de sidste uger, dage og timer, som du har med din klasse. I har været sammen 200 dage om året de sidste 10 år. Inden længe bliver I spredt for alle vinde. Nogle skal på efterskole, andre går direkte videre i ungdomsuddannelser, mens andre tager en almindelig 10. klasse. Faktum er, at denne tid aldrig kommer igen. En ny spændende tid venter med nye venskaber, oplevelser og udfordringer, og selvfølgelig kommer I til at se hinanden i mange sammenhænge igen, men folkeskoletiden med dens længde, støder man ikke på igen.”

Den tidligere elev er student nu og videre i uddannelsessystemet, men alligevel kredser hans tanker stadig om folkeskoletiden og forberedelsen til idrætsprøven.

Min elev fortsatte:

”Min bror fortalte mig, at alle de forberedelsestimer de havde brugt sammen i hallen til deres kommende prøve også havde været enormt hyggelige og skægge. De timer husker han tilbage på med glæde – det er en gave at få ekstra timer med gode klassekammerater og en gave at skulle op i idræt”.

Med denne beskrivelse i baghovedet fra en tidligere elev glæder jeg mig endnu mere til både at have egne elever til prøve, men også til at blive inspireret som censor.

Idrætsfaget og prøven giver nemlig så meget mere med i bagagen end blot et tal i den sidste ende.

Held og lykke med idrætsprøverne rundt om i de danske gymnastiksale.