Alle dem, der hopper, de har en fremtid!

Fredag den 15. marts 2019 sad der kun 5 elever i 7.a. Sådan fortsatte det gennem alle klasserne i udskolingsafdelingen. Resten stod inde foran Christiansborg og råbte politikerne op på klimaudfordringerne: ”Alle dem, der hopper, de har en fremtid!”. Sådan så det ud over hele verden. Et stort globalt hop for klimaet. Nogle mener, at børnene skulle være blevet hjemme for at passe deres skole - jeg mener, at der tager de helt fejl.

Vores børn og unge er gennem de seneste år blevet omtalt som selvoptagede og snefnug. De er for følsomme og pakket ind i vat. De mangler både fantasi, dannelse og robusthed. De deltager ikke politisk, men jagter karaktergennemsnit og præstation.

De har faktisk syntes en anelse kedelige over længere tid. Alt for pæne og for uengagerede.

Fredag den 15. marts 2019 pegede fingeren tilbage på voksengenerationen selv.

For mens en stor del af landets politikere har troet på, at mennesket sættes fri gennem vækst i BNP, forbrug og karriere, så er generationerne efter os endt i et oprydningsarbejde af dimensioner. Når de unge har spurgt, om der er en voksen tilstede i klimakampen, så har flertallet af politikerne svaret nølende og givet vores børn og unge flere krav om præstation. Mere vurdering og læringsmålsstyring. Flere økonomiske vismænd. Meget mere forbrug. Og meget mindre frihed.

Og midt i det hele sætter et såkaldt snefnug sig foran Riksdagen i Stockholm i en gul regnfrakke og viger ikke en tomme førend de voksne begynder at vågne op. Og med sig svæver masser af såkaldte snefnug. De pjækker globalt. Det sender rystelser gennem hele verden. For vi kan ikke lukke øjnene længere. Generationskontrakten er vendt på hovedet.

Nu er Greta Thunberg indstillet til Nobels Fredspris – og ikke et menneske på jordkloden kan sige, at det ikke er velfortjent.

For de unges klimaoprør handler ikke om udvikling af robusthed eller egocentriske snefnugprojekter.

Som 15-årige Edith Vels fra Viborg sagde: ”Sagen er større og vigtigere end os selv”.

Det er civil ulydighed og demokratisk dannelse, når den er bedst. Kærlig, livsbekræftende og med et formål, der på engang er yderst nærværende og konkret og samtidig større end den enkelte og os alle til sammen. Det er frihed frem for umiddelbart behov, fordi det er handling med et moralsk kompas, der tager det gode valg.

Og ja. Generationskontrakten er vendt på hovedet. Det er de unge, der har fat i den lange ende. Og vi voksne – vi skal hoppe med, så vi kan få sat politik og handling bag alle ordene og sammen med de unge skabe en fremtid for os alle sammen, hvor vi kan leve gode, frie liv. Fri for pesticider i drikkevandet. For oversvømmelser af landområder og nye vandbårne sygdomme. For bare at nævne et minimum.

Hvad kan vi gøre i folkeskolen?

Allerede i morgen bør der, i folkeskolen, stilles et simpelt krav om affaldssortering på alle skoler, økologiske og klimavenlige madordninger og handleplaner for reduktion af CO2.

I formålsparagraffen skal vi indskrive mennesket som natur. For alle disse BNP-vækstrater og al det målstyring og kassetænkning har sendt vores hoveder og hjerner op i en abstrakt sky og efterladt vores kroppe af natur på en udpint jord. Med andre ord skal vi anerkende, at menneskets eksistensgrundlag og livsvilkår i naturen er en grundlæggende vigtig del af folkeskolens dannelsesopgave. Og derfor skal hele skolens virke være præget af demokrati, åndsfrihed, ligeværd og forståelsen af mennesket som natur.

Også bragt i Skolenindefra.dk den 16. marts 2019