Livsmod

Sommeren 1992. Danmark havde netop vundet EM i fodbold og det sitrede i kroppen af solskin. Både Mie og jeg havde netop afsluttet gymnasiet og vi længtes efter frihed og efter at blive unge og voksne og finde os selv.

Denne særlige sommerdag delte vi forventningsfuldt tanker om, hvilke aftryk i tilværelsen vi ville sætte os – ”Hvilken uddannelse vil du begynde på, når du kommer hjem fra dit sabbatår i London?” – ”Hvad vil du bruge dit liv på?”. Vi var begge enige om, at når nu vi havde fået dette fantastiske liv foræret sådan helt betingelsesløst, så måtte vi også give noget tilbage. Hvad ville være godt – ikke bare for os, men for det samfund, vi skulle være en del af? 

Jeg tænkte mig rigtig godt om og så endte jeg med at sige skolelærer! Da jeg nogle år senere stod som nyslået lærer stillede jeg igen mig selv et spørgsmål: ”Hvilket ord skal være din ledestjerne for dit virke som lærer?”.  Igen tænkte jeg mig om.

Livsmod.

Fundamentet for mit virke som lærer er at give børnene livsmod.  For alle mennesker oplever ind imellem, at livet ikke altid er, hvad vi håber på. At vi ikke præsterede det 12-tal alle andre åbenbart gør. At vi ikke har de samme opvækstvilkår som alle andre. Vi oplever både sejre og fiasko, glæde og sorg. Men med livsmod kan det aldrig gå rigtig galt. Så kan vi finde en vej tilbage og rejse os igen.

Nu har jeg været lærer i rundt regnet 20 år. I de år har jeg ind imellem oplevet børn, der havde en hård sten siddende i hjertekulen. Sammen har vi, år for år, og dag for dag, ladet alle disse sten blive til støv, så vi kan leve lidt lettere og med meget mere livsmod.