Anders Thorsen
Blog
Det er amartøragtigt at vi ikke aner, hvordan vi åbner skolerne for 9.klasse på mandag
Det er nemt som politiker at komme med de glade nyheder om, at 9.klasserne i hovedstadsområdet kan komme tilbage på skolerne i næste uge. Men at vi ikke har fået retningslinjer for genåbningen er et svigt - særligt af de udsatte elever
Fredag kl. 14.57. Solen skinner, og jeg er næsten klar til at gå på weekend. Jeg burde være glad. Men nej. Faktisk er jeg helt vildt irriteret. For jeg er nemlig klasselærer for en 9.klasse i hovedstadsområdet, og jeg aner ikke, hvordan næste uge kommer til at se ud for min klasse.
Det var ellers gode nyheder torsdag aften, da Skoledanmark endnu engang kunne gå i fuld breaking: Nu kan 9.klasserne i det sidste af Danmark komme tilbage i skole fra på mandag - blandt andet her i Bagsværd, hvor jeg sidder.
Så hvorfor være irriteret? Der er i skrivende stund ikke kommet retningslinjer for, hvordan 9. klasserne skal komme tilbage. Vi aner vi ikke engang, hvilke kommuners skoler der overhovedet må lukke eleverne ind. Vi ved bare, at nogle kommuner får lov, mens andre ikke gør.
De glade julemænd og de udsatte teenagere
Det må være skønt som politiker at kunne lukke dørene op efter en forhandling og komme ud som de glade julemænd (og koner): "Se her, alt det gode, vi gør. Nu genåbner vi for afgangsklasserne. Ho ho ho!"
Det er skønt og dejligt, men at der ingen retningslinjer er på plads her fredag eftermiddag er gansk enkelt for dårligt. Det er amatøragtigt. Det er... Ja, du kan sikkert selv fortsætte. Pointen er, at det bare er ekstremt utilfredsstillende ikke at kunne sende eleverne på weekend med besked om, hvordan deres kommende uge kommer til at se ud.
Jeg skal nok komme mig over min irritation, og jeg arbejder gerne i weekenden for at gøre det bedst muligt for min klasse. Så fred være med det. Nej, det, der virkelig skurer i ørene på mig er, at hele Christiansborg kappes om at ville gøre det bedst muligt for de udsatte elever, mens de kommer med denne alt for sene hurra-melding.
Det er nemlig sådan, at nogle af vores mest udsatte elever - både socialt og dem med psykiske diagnoser- er dem, der kan have det sværest med hurtige skift. De har brug for stille og roligt at blive guidet til, hvad der kommer til at ske. Og det er bare umuligt, når vi ikke får en dyt at vide om hvad, hvornår og hvordan. De har brug for tilvendingstid og hjælp, så deres kom-tilbage-i-skolen-igen-start bliver så tryg som muligt. Med dette hastværk frygter jeg, at en gruppe udsatte elever simpelthen ikke kan overskue at komme tilbage i skolen på mandag. Det er for utrygt og usikkert.
Hvis man virkelig var interesseret i denne gruppe elevers trivsel, ville man ikke lave sådan en amatøragtig hu-hej-hvor-skal-det-gå-stærkt-løsning. Så ville man ikke melde sådan en god melding ud sent torsdag, så vi ingen retningslinjer har at arbejde med. Nej, så ville man gøre det en uges tid før, så forældre, lærere og pædagoger kan forberede tilbagekomsten ordentligt til gavn for vores mest udsatte unge. Fredag kl. 15.29. Jeg spurgte lige min leder, om der var kommet retningslinjer. Men nej. Selvfølgelig ikke. Nu går jeg ud i solen.