Mobning, selvskade og selvmordstanker: LGBT+-elever trives skræmmende dårligt i skolen. Det skal laves om

Hvad gjorde du egentlig sidste gang, nogen højt råbte ”BØSSERØV!” gennem skolegården? Eller da nogen jokede med ”hvor gay!” midt i en fremlæggelse? Måske har du ladet det fare. Måske har du ikke lagt mærke til det. Eller måske har du endda grinet med på de platte jokes eller selv kommet med kommentarer som den, eleven Villads Krag Villadsen for nyligt oplevede i sin onlineundervisning.

Meget tyder på, at du nok ikke har gjort det, du burde. Den mistanke har jeg i hvert fald, når jeg læser konklusionerne på rapporten Stop diskrimination i skolen, som LGBT+ Ungdom har udgivet i anledning af Uge Sex. Den viser ekstremt skræmmende tal for LGBT+-elevers trivsel. 

Rapport med skræmmende resultater

• 64 % af LGBTQ+ eleverne har selvmordstanker. 53 % har udført selvskade og  
• 40 % har en spiseforstyrrelse. 
• LGBTQ+ eleverne føler sig ca. 6 gange oftere ensomme i skolen sammenlignet med svarfordelingen fra den nationale trivselsmåling. 
• Mere end 9 ud af 10 af LGBTQ+ eleverne oplever homofobiske og transfobiske skældsord i skolen, som f.eks. ”bøsse”, ”lebbe”, ”homo”, ”tranny” eller ”gay”.  
• 44 % af LGBTQ+ eleverne har oplevet mobning eller diskrimination i skolen af baggrund af deres LGBTQ+ identitet. 
• Kun 23 % af LGBTQ+ eleverne har lært om forskellige seksuelle orienteringer i skolen, mens kun 9 % har lært om forskellige kønsidentiteter i skolen. 

Kilde: LGBT+ Ungdom. Hovedkonklusioner fra rapporten Stop diskrimination i skolen

Det her er altså helt vilde tal. Nej, vent. Det er helt uacceptable tal. Vi kan slet, slet, slet ikke være bekendt, at denne gruppe elever oplever langt mere mobning, flere skældsord og mere ensomhed end deres klassekammerater – med selvskade og selvmordstanker som konsekvens.

Jeg tror, at vi i Danmark har en fortælling om os selv som ih og åh så tolerante og ih og åh så frisindede. Vi frigav pornoen og lod homoseksuelle registrere sig som partnere som de første. Bum. Og så er den ged ellers barberet. Men nej. Tværtimod viser undersøgelsen, at fortællingen luller os så meget i søvn, at vi tilsyneladende tolererer homofobisk og transfobisk sprogbrug og mobning. Desværre også i skolerne.

Seksualitet og køn er noget, vi skal tale om

Men hvad så når vi har konstateret problemet? Jo, lad mig foreslå tre ting.

For det første skal seksualundervisningen gøres obligatorisk på læreruddannelsen, mens vi lærere med mere eller mindre grå hår skal efteruddannes. Alt for mange lærere er nemlig ikke klædt på til at varetage seksualundervisningen og har ikke det nødvendige sprog til at tale om kønsidentiteter og seksualitet.

For det andet skal vi simpelthen gøre op med, at seksualundervisning er noget så usexet som et timeløst fag. Vi ved, at det bliver alt for afhængigt personafhængigt, om børn og unge får bare nogenlunde ordentlig seksualundervisning. Jeg er selv for dårlig til det, men jeg vil gerne blive bedre.

Til sidst skal vi på lærerværelserne blive bedre til at tale om køn og seksualitet samt dele vores erfaringer og gode idéer. Hvornår har du på dit lærerværelse sidst haft en pædagogisk diskussion om, hvordan I griber arbejdet med køn og seksualitet an? Nej, jeg tænkte det nok. Det har du ikke. På min skole gør vi det heller ikke, men vi har sgu et ansvar her. Må jeg foreslå at tage udgangspunkt i kampagnen Lige køn leger bedst fra Sex og Samfund. De har lavet seks hacks, der lægger op til diskussion på lærerværelset og med skolelederne. Selv vil jeg være den irriterende type, der foreslår det på min skole.

LGBT+-elevers mistrivsel skal tages alvorligt

Jeg er sikker på, at mange kan genkende følelsen af at være forkert som barn eller teenager. Tro mig, når jeg siger, at den følelse kan være meget stærk og ødelæggende, når man vokser op med den overbevisning, at ens seksualitet eller køn er forkert. At man er klam. uønsket. At det er bedst at være en, som man ikke er i virkeligheden. Det kan æde et menneske op indefra, så jeg forstår, hvorfor mange LGBT+-unge går rundt med meget triste tanker, hvis de ikke føler sig accepteret og inkluderet i fællesskabet.

Hvis du er nået hertil i indlægget uden at have forbandet mig langt væk som en identitetspolitisk korsridder, vil jeg bare understrege, at det her altså handler om en gruppe børn og unges trivsel – eller manglen på samme. Jeg ønsker hverken, at alle skal kaldes hen, at nogen skal kunne identificere sig som en agurk, eller at man skal kunne gifte sig med sin hund. Eller hvad man nu kan blive skudt i skoene.

Jeg ønsker blot, at vi skal tage virkeligheden alvorligt, og virkeligheden for den her gruppe elever er altså, at trivslen er alarmerende. Det tyder på, at de ikke er inkluderet ligeså godt i fællesskabet, som de burde være. Dét ansvar skal vi tage på os som samfund og som skole.