Endnu en tur i 1. klasse

Sommerferien nærmer sig - og jeg skal tage afsked med 6.b. En flok fantastisk dejlige børn, som jeg har kendt siden 1. klasse.

Jeg har altid anset mig selv for at være "mellemtrinslærer", og jeg skulle i hvert fald ikke ned til de små, som INGENTING kan. De skal have hjælp til alt. De har en konstant strømt af snot løbende ud af næsen. De græder. De lugter af makrel... Jeg kunne blive ved.

På mellemtrinnet, derimod, kunne man være faglig. Ikke alt det der pyller.

Fordommene levede i bedste velgående. Det gør de stadig. Jeg er et fordomsfuldt menneske, men jeg må indrømme, at valget om alligevel at dykke ned og tage en svingom med 1. klasse for 6 år siden, det er det bedste, der er sket for mig og min læreridentitet nogensinde.

Jeg var egentlig inviteret ned nogle år tidligere, men sprang fra i sidste sekund. Jeg kunne bare ikke. Så landede jeg i team med Lene, og hun blev min skæbne. Sammen med Lene fandt jeg et kollegialt fællesskab, som i den grad var udviklende. Lene er en arbejdshest, som jeg selv. Hun er skrap, som jeg selv. Hun er rammesættende, som jeg selv. Og så har hun et børnesyn, som jeg holder rigtig meget af. 

Da Lene insisterede på at starte med en 1. klasse for 6 år siden, måtte jeg træffe et valg. Mellemtrin eller Lene?

Jeg valgte Lene og endte dermed som klasselærer i daværende 1.b.

...

Nu 6 år senere ser jeg tilbage på et helt fantastisk forløb. Jeg har i den grad lært noget om børn, om mig selv, om inklusion, om relationer, om forældresamarbejde, om faglighed, om læseindlæring, om sammenhænge, om fællesskaber. 

Jeg er blevet en MEGET dygtigere lærer. Intet mindre. Og KUN fordi jeg valgte Lene. Fordi jeg lidt ufrivilligt endte med at møde 1.b, og skulle finde ud af, hvordan pokker vi lige fik alting til at vende rigtigt.

Jeg har én gang før haft 1. klasse - i år 2000. Dengang brugte vi læsebogen: "Alletiders dansk", og lydrette tekster var ikke en del af pædagogikken dengang. Ingen Søren og Mette. Nej, børnene skulle lære at læse ordbilleder. Dengang havde jeg ingen idé om, hvad jeg foretog mig. Jeg var også meget ung i år 2000...

...

For et par dage siden var jeg på besøg i 0.c, som jeg skal være dansklærer for i kommende skoleår. Ærlig talt, så gad jeg ikke rigtig den dag. Jeg ville hellere være sammen med 6.b. Men jeg var nødt til at gå i 0.c, da jeg skulle interviewe hvert barn til en "klassens første læsebog", som skal ligge klar til første skoledag efter ferien. 

Så jeg listede forsigtigt ind lidt over 8 - til halvdelen af klassen, som sad med skrivehæfter og "skrev" bogstaver. Der var godt nok stille. De er godt nok små... Det er de altså... Efter en morgensang og fælles opstart skulle de to grupper lave forskellige aktiviteter, og jeg kunne gå igang med mine interviews. 

Så jeg inviterede et barn ad gangen med ud i køkkenet, hvor jeg så kunne stille dem spørgsmål til yndlingsdyr, livretter og fritidsaktiviteter og efterfølgende fotografere dem ved bålhytten.

Og sikke nogle skønne interviews. Malte fortalte, at han samlede på fjer, fordi de har en ræv hjemme i gården, og han ville bygge en fugl af fjer, så ræven nøs og løb sin vej. Julie fortalte, at hun red på voksenheste, og Albert fortalte, at han turde kravle helt op til de øverste greb på klatrevæggen. 

Jeg har tidligere været sammen med børnene i forbindelse med et motoriktjek, som Lene og jeg lavede med små grupper før karantænen. Her oplevede vi i høj grad, hvilke børn, der havde kropslig uro, havde svært ved at koordinere, havde svært ved at modtage en besked, enten svært ved at lytte eller svært ved at gøre, som vi ønskede... Vi så, hvilke børn, der havde brug for de andres anerkendelse, og hvilke børn, der havde nok i sig selv. Så jeg var spændt på, hvordan de reagerede, når jeg nu kom og ville spørge om en masse.

Men de var helt fantastiske. De var eftertænksomme og havde gode input. Og de havde øjenkontakt. De mest urolige og opmærksomhedskrævende børn sad stille sammen med mig og havde god øjenkontakt. 

Og jeg tænkte: "Det skal nok gå alt sammen."

Nu glæder jeg mig. VIRKELIG!!!

...

Jeg kan godt anbefale at tage en tur ned i 1. klasse. Man får lige skærpet alle sine tanker om læring og fællesskaber. De mange gange, jeg har overtage en klasse efter 3., har jeg ofte undret mig over, hvorfor de dog ikke kunne noget mere. Ærlig talt. 

Nu forstår jeg sammenhængen. Nu giver det mening.

...