Jeg er ikke bange for forældre

Jeg har været lærer i en del år efterhånden - nærmere betegnet 23 år plus det løse. I mit tidlige lærerliv praktiserede jeg forældre-samarbejdet ved at tale mindst muligt med forældre - af den simple grund, at jeg følte mig utryg. Tænk, hvis de nu var utilfredse eller frustrerede? Det ville jo blive ekstremt ubehageligt for mig.

Så jeg mødtes med forældre til første forældremøde, hvor jeg slavisk gennemgik årsplaner (det var faktisk ganske udbredt dengang) og to gange om året til skole-hjem-samtaler, hvor nogle forældre faktisk fik nogle ret ubehagelige overraskelser OG sagtens kunne stille spørgsmålet: "Hvorfor har vi ikke fået noget at vide om det før?"

Jeg har sikkert haft alle mulige begrundelser, der retfærdiggjorde den mangelfulde kommunikation. "Forældre skal da ikke blande sig i mit arbjede"-agtige udsagn. Og jeg har sikkert haft det rigtig fint med det - dengang. 

For nogle år tilbage opdagede jeg, at forældre faktisk godt kan lide at få klar besked, hvis man gør det med omsorg for deres børn. Jeg har udviklet det hen over en årrække og har nu en model, som virker rigtig godt for mig. Det er ikke nødvendigvis en opskrift, som alle kan bruge direkte, da det i virkeligheden er noget, som kræver tid - masser af tid faktisk. Men til gengæld er det også virkelig tidsbesparende på andre områder. Lad mig forklare nærmere:

Et vigtigt element i mit forældresamarbejde er fredagsbreve. Jeg skriver til forældrene hver fredag og har gjort det siden min nuværende 6. klasse startede i 1. klasse. Jeg skriver om løst og fast - aldrig "need to know" - for så kan forældrene selv vælge, om de har lyst til at læse det eller ej. Men en hel masse "nice to know". Jeg fortæller små anekdoter fra hverdagen - og nævner altid eleverne ved navn i denne sammenhæng. Jeg fortæller om alt det, som bare fungerer supergodt, men også om de ting, som udfordrer os i hverdagen. 

Når jeg fortæller om udfordringer, så inddrager jeg altid mig selv som en del af den udfordring. Jeg kan have planlagt en time uendeligt dårligt - og det kan have tydelige konskvenser. Det skriver jeg gerne om. Jeg kan også være en del af løsningen, hvis nogle elever har haft en uheldig adfærd, som har haft betydning for klassen generelt. Jeg beskriver gerne, hvad der har været på spil - og ALTID hvordan vi vil arbejde med det fremadrettet - altså overlader jeg ikke problemløsning til forældrene (alene). Jeg inddrager gerne forældre - og giver dem forslag til, hvad de kan gøre hjemme for at bakke op om det, vi bøvler med i skolen. 

Jeg skriver om, hvad vi laver i timerne. Mange forældre ved ingenting. Når de spørger børnene, hvad de har lavet i skolen, kan svaret sagtens være: "Det kan jeg ikke huske" - eller "Ikke noget særligt." Så ved at beskrive vores skoleaktiviteter, giver jeg forældrene et udgangspunkt for at snakke med børnene om deres skoledag. 

Jeg kan også blive lettere opdragende overfor forældrene. Måske skriver jeg til dem, at de skal sørge for at børnene får noget frisk luft, tænder bål, spiller brætspil eller går en tur i regnvejr. "Børn tager ikke skade af frisk luft."

Efterhånden lærer forældrene min tone, der er kærligt formanende, humoristisk med et strejf af alvor, drilsk og samtidig med et konstant blik rettet mod mig selv. 

Cirka 80% af forældrene læser fredagsbrevene. Når jeg ind imellem har glemt det, kan jeg risikere at få en "efterlysning" fra forældre, som sidder og venter på det - fordi de læser det højt for manden efter aftensmaden. Med dette in mente tør jeg godt spidse pennen.

Jeg har selvfølgelig en bagtanke. Og den er kommet igennem erfaring. For det, der sker, er, at forældrene føler sig trygge. De får en indsigt i børnenes skolehverdag, som måske er ret anderledes, end den fortælling børnene kommer hjem med. De får forskellige konfliktsituationer eller udfordringer beskrevet fra min vinkel i stedet for børnenes og der kan sagtens være stor forskel på, hvordan vi oplever den samme ting. 

De ved, hvad vi taler om lige nu og her. De ved, hvad vi har fokus på. Og de ved, at jeg forventer, at deres fokus er rettet efter samme mål som mit. Fællesskabet frem for individet.

OG med al denne viden slapper forældrene af. Jeg bliver aldrig ringet op efter arbejdstid af frustrerede forældre. De ved, at de altid må skrive, hvis der er noget, og at jeg altid svarer tilbage med det samme.

Jeg har trygge forældre. Og det skyldes i høj grad fredagsbrevene.

Børnene i min klasse (og i en hvilken som helst klasse sikkert) er konstant udfordrede af at være placeret i et fællesskab, hvor alle børn har forskellige forudsætninger, forskellige opdragelser, forskellige erfaringer osv.  

Og jeg er nødt til at lære dem, hvordan man er en del af et fællesskab, for børn er ikke per definition rettet imod at bidrage positivt til det fælles. Børn kan have frygteligt travlt med at beskytte sig selv og mele egen kage. Det forstår jeg egentlig godt. Og derfor skal de hjælpes, så de forstår, hvordan et fællesskab er afhængigt af alles indsats og alles bidrag. Det kan ikke nytte noget, at nogle børn siger: "Det har ikke noget med mig at gøre," for alt, hvad der udfordrer vores fællesskab er vores fælles ansvar. Vi hjælpes ad med at finde løsninger. Og sådan er det også med forældrene. De skal også rette sig imod det fælles og nogle gange vælge den svære løsning for at få tingene til at fungere. 

Jeg havde på et tidspunkt en pige, som var ret konfliktsøgende. Og flere af klassens andre piger fortalte, at deres forældre havde sagt til dem, at de bare skulle lade være med at lege med hende. Jeg var nødt til at skrive et fredagsbrev, der handlede om dette. "Når I vælger at sige til jeres børn, at I ikke behøver lege med hende, så modarbejder I min plan om at gøre jeres børns klasse til at godt fællesskab. For i et godt fællesskab udelukker man ikke nogen - heller ikke når det bliver besværligt. Så løser vi det sammen."

En mor skrev tilbage og takkede mig, for hun havde slet ikke tænkt, at det kunne have den slags konsekvenser. 

Min erfaring er, at forældre i dag godt kan bruge en del vejledning i, hvordan man øver det der med at være rettet imod fællesskaberne. Og jeg vil godt bruge tid på det. For det lønner sig. 

Jeg sidder i dag med en 6. klasse, som er rettede imod undervisningen - for det flestes vedkommende det meste af tiden. Træerne vokser jo ikke ind i himlen. De rummer hinandens forskelligheder på forbilledlig vis. Det lyder lidt som pral. Er det måske også. Men det er faktisk sådan. Du kan godt være lidt skæv i 6.b. Du behøver ikke være lige hele tiden