Bliver det mon i dag?

Dagligt kæmper jeg med spørgsmål fra mine elever. Spørgsmål, som afbryder undervisningen og saboterer min planlægning. Relevante spørgsmål. Spørgsmål, der presser sig på og fylder for mine elever. 

"Jamen, vi forstår det ikke!?"

"Men min far siger at...!"

"De sagde i tv, at ...., og min mor tror..."

Samtidig ved jeg, at min planlægning måske saboteres for alvor af en lockout lige om lidt. 

Selvfølgelig forstår mine elever ikke situationen. Hvorfor har de voksne ikke styr på det? Hvorfor kan min lærer ikke give mig et ordentligt svar? Den ramme, som eleverne kender og elsker, er måske væk lige om lidt, og kan en ny ramme så dannes af Fortnite, løbehjul, Youtube og fredagsslik om mandagen?

Triivselsdræber

Lockouttruslen er en trivselsdræber! Den skaber usikkerhed blandt mine elever, som elsker forudsigelighed og tydelige rammer. Den skaber usikkerhed på lærerværelset, hvor de fleste skal 'igennem møllen igen', og stadig plejer ar fra sidste omgang. 

Både bag lærerværelsets lukkede dør, i mit klasseværelse og i skolegården er ærlighed og optimisme mit stærkeste værktøj, men det føles bare som om, at mit værktøj bliver mere og mere sløvt. Mine kollegaer vil have klare svar, jeg vil have klare svar, men værst af alt så skriger mine elever på klare svar, og det eneste, jeg kan give, er en beskrivelse af mulige scenarier, en børnevenlig forklaring af forhandlingsproceduren og en forsikring om, at jeg vil blive på skolen sammen med dem og undervise. Lige nu kæmper min undervisning ikke blot med for lidt søvn, joken med sidemakkeren, katten udenfor vinduet, som har fanget en mus, og alle de andre forstyrrende småting, men i aller højeste grad med den usikkerhed, som den mulige lockout skaber for både store og små på skolerne rundt omkring i landet.