Charlotte Studtmund
Blog
Konfliktstøtte - derfor har vi råd
Nattesøvn og vished for, at vi ikke lader os tromle uden modstand, er ubetaleligt
Det snerper til nu - konfliktscenariet virker mere og mere sandsynligt.
Om man går en mulig konflikt i møde med rædsel, vrede, is i maven eller forhåbning - hvilket er et helt emne for sig - så håber og beder jeg til, at det ikke bliver økonomiske årsager, der måtte afholde noget medlem fra at sove trygt om natten.
I tilfælde af strejke vil de berørte medarbejdere få udbetalt konfliktstøtte i form af et beløb på 1860 kroner om dagen. Ved lockout vil foreningen tilbyde et lån under samme betingelser som i 2013.
“Konflikten i ‘13 kostede mig en månedsløn. Jeg er først lige blevet færdig med at betale af på lånet. Jeg har slet ikke råd til en omgang mere.”
Omtrent sådan hører og læser jeg kolleger landet over ytre. Men reelt forholder det sig sådan, at lockouten kostede os, det enkelte medlem, 107 kroner om måneden over cirka fire år, idet kontingentet blev mærkbart nedsat i hele perioden. Dette gælder både dem, der tog konfliktlånet på 18.150 kroner og tjenestemænd m.fl., som ikke var lockoutet. Lockoutede, som ikke tog lån, betalte 187 kroner månedligt i kontingent præcis som de øvrige medlemmer.
Jeg er ikke matematiker, og generelt forfalder jeg let til beundring over dem, der kompetent kan jonglere med store tal - her tænker jeg vel at mærke ikke på Løhdes metode! - men jeg mener, der er grund til at være behørigt imponeret over, at regnestykket for alle medlemmers vedkommende gik så fair op. Og ikke mindst, at det på denne måde lykkedes at forhindre, at DLF’s strejkekasse blev tømt på kort tid.
107 kroner er også penge. Og i den ideelle verden ville jeg have mulighed for at passe mit arbejde og modtage min løn som vanligt i tryg forvisning om, at jeg havde fået en fair arbejdstidsaftale som alle andre faggrupper. Dette udfald ser for indeværende ud til at kræve en faglig kamp.
Vished for, at vi ikke lader os tromle uden modstand, er i mine øjne ubetaleligt, og set i dét lys er cirka 107 kroner om måneden ikke det, der lader mig afskrække fra at stille op igen - eller det, der vil koste mig nattesøvnen.