Blog
Jeg var den elev der kastede med genstande efter læreren
Alt for mange springer til de letforståelige løsninger, når det kommer til den stigende vold mod lærere i folkeskolen - men volden mod lærerne er noget meget mere komplekst, der kun kan løses med økonomiske midler.
Da jeg som 8-årig i 1. klasse mistede min far til kræft, var det ikke uden psykiske konsekvenser. Når jeg tænker tilbage på det, var jeg vel egentlig nok det som man kalder for et inklusionsbarn, der levede under svære kår i en almindelig folkeskoleklasse.
Det var ikke spor nemt at skulle uddele livshistorier til alle forbipasserende på skolens gange hver dag, fordi jeg nok var den eneste på skolen der havde mistet en forælder - alligevel gav det en følelse af, at folk faktisk tænkte på mig.
Underligt nok var det stadig ikke gået op for lærerne efter flere kontroverser mellem dem og mig, at jeg ikke havde det nemt i en almindelig folkeskoleklasse. Kontroverserne bød blandt andet på vredesudbrud, stole-kast eller råb - men der var ingen midler til at behandle børn som mig i folkeskolen, for jeg var jo helt med fagligt.
Men jeg passede altså ikke ind i en almindelig folkeskoleklasse. Der skulle ikke meget til før at jeg havde mistet tålmodigheden og brød ud i gråd, og jeg tror faktisk det på daværende tidspunkt ville have været nemmere for mig, hvis jeg havde været i en mindre klasse med mindre elever. Kontakten til mine folkeskolelærere har i alle mine folkeskoleår været ringe, og det betød for mig at der ikke var nogen i alle ugens hverdage, som jeg kunne dele mine inderste tanker med.
For der var altså ikke nogen der spurgte mig på trods af sociale vanskeligheder. Der var ingen lærere der spurgte indtil mit familietab, og der var ingen der havde særlig korrespondance med min mor, som ellers altid havde mod på at gå i dialog omkring mine behov i den almindelige folkeskoleklasse.
Resultatet af at der aldrig var nogen der greb ind var vold mod lærere. Jeg kastede mælkekartonner efter mine klasselærere, og kastede blyanter mod dem, hvis der var noget der gik mig på, som jeg ikke havde kontrollen over - og det er ikke på grund af dårlig opdragelse. Jeg har fået den bedste opdragelse, og det var udelukkende på grund af sociale vanskeligheder.
Så stop med at skyde alle samfundsproblemer mod curlingforældrene, der ikke opdrager deres børn nok. I dag ser vi samme tendenser - børn der udøver vold på deres lærere. Der er magtesløse børn der mangler statslig omsorg, og som mangler sansen for at være et barn. Det kan de ikke fordi vi lever i en konkurrencestyret stat, der ser resultaterne frem for børnene.