Elev: ”Det er som at blive slået hårdt i maven, hver eneste gang jeg tænker på skolearbejde”
I lærergrupper på Facebook hyldes fjernundervisning, som var det svaret på alle folkeskolens problemer. ”Mine elever elsker at spille virtuel banko”. ”Jeg har aldrig oplevet mine elever så motiverede”. Men der sidder altså også elever derude, der har rigtig, rigtig svært ved fjernundervisning. Elever, som er alt andet end motiverede. Elever, som er bange, som stresser og savner. Det er de elever, jeg vil tilegne dette indlæg.