Inklusion: Man gjorde et barn fortræd

Selvom folkets mistillid sikkert er stigende blandt visse befolkningsgrupper på grund af politisk uærlighed, så går det slet ikke at ødelægge menneskets tillid til systemet når det er ungt - og det er det første sted, hvorpå staten fejler. Korruption. 

Inklusion er kollektiv afstraffelse

Lad os starte fra bunden. Inklusionen rammer ikke kun det enkelte barn. Dette barns faglige eller sociale udfordringer, ødelægger også vilkårene for de gennemsnitlige folkeskoleelever i det klasselokale, hvori inklusionsbarnet indgår. Gennem det enkelte barns 'inklusionssagsbehandling', støder barnet enten på mobning eller en 'normal' social udelukkelse fra klassen på grund af manglende faglige eller sociale kompetencer. 

Barnets tillid til staten mistes

En af de meget store problemstillinger der er, når det omhandler inklusion er, at barnet ikke bliver oplyst om et inklusionsforløb. Barnets sociale ståsted påvirker ikke inklusionens gågang, og inden længe sidder barnet i et klasselokale med måske hele (og ulovlige) 35 elever, som barnet ikke kan overskue. 

Derefter får dette barn en støttepædagog stillet til rådighed, som i de fleste lektioner tager inklusionsbarnet med ud i et arbejdsrum for at arbejde. Det virker enormt inklusionsgavnende, ikke? 

Læg mundkurv på, og ødelæg barnet

Barnets evne til at ytre sig til skolens ledelse formindskes, når ledelsen står magtesløs og kigger på et barn, der mister modet til at gå i skole fordi, der ikke bliver taget et vis hensyn som barnet har brug for. 

Og når barnet så råber om hjælp, lytter man ikke til det - så lægger man bare mundkurv på det, og overlader inklusionen til skæbnen. Når ledelsen så lyver, og lover guld og grønne skove til inklusionsbarnet i form af it-rygsække og andre midler til gennemførelsen, gør man et barn fortræd.

Og det er jeres skyld.