Hvorfor er dannelse vigtigere end uddannelse i folkeskolen?

Det var opmuntrende at læse bloggen 'Verdens bedste danske skole: PISA og OECD kan lære af Danmark', bragt her på sitet den 24. januar af Casper Rongsted, Kasper Myding og Rasmus Schiellerup. Indlægget illustrerer, at større skoleelever herhjemme har en stor viden om verden og om måder at forstå og tilnærme sig den, sammenlignet med børn fra andre lande.

Baggrunden for indlægget er offentliggørelsen af den anden ICCS-undersøgelse fra 2016 (den første fandt sted i 2009). ICCS (International Civic and Citizenship Education Study) er forkortelsen for den løbende internationale og komparative undersøgelse af unges politiske dannelse i det 21. århundrede. Projektet undersøger altså, hvordan og hvorvidt grundskoler evner at give eleverne viden om og indsigt i det at være borger i et demokratisk samfund. I alt deltog 90.000 skoleelever fra 24 lande, alle omkring 14 år.

De tre forfattere skriver om undersøgelsen: "Den viser, at danske elever med et gennemsnit på 586 point i ICCS-testen scorer klart højest i forståelse af politik, demokrati og samfundsforhold. Samtidig vinder de danske elever suverænt, hvad angår for eksempel evnen til at se en sag fra flere perspektiver. De er også fremragende til at sætte sig ind i rationaler og argumenter bag handlinger. Undersøgelsen viser, at de danske elever er bedst til at identificere problemer og formulere forslag til konflikt- og problemløsning."

Der burde derfor være ro på, hvad angår den gældende Folkeskolelovs formuleringer om uddannelse som det primære: Den har i hvert fald i dette tilfælde vist, at vi ikke behøver at være bekymrede for børns evne til at lade sig danne politisk og samfundsmæssigt i øvrigt.

Men alligevel giver undersøgelsens resultater anledning til en vis eftertanke. For de er en påmindelse om, at det er umådelig vigtigt at have dannelse højt prioriteret, uanset hvilke mål vi ellers mener er folkeskolens allervigtigste.

Vi vil derfor gerne minde om Folkeskoleloven fra 1993, der havde fokus på eleven forstået som et helt menneske, og hvor dannelse gik hånd i hånd med uddannelse. Men ved den nuværende folkeskolelov fra 2006 blev uddannelse vægtet stærkest, på bekostning af dannelsesaspektet. Den intenderede symbiose mellem dannelse og uddannelse var her erstattet af en ide om, at skolen skal motivere eleven til uddannelse og livslang læring.

Den nuværende folkeskolelov er symptomatisk for den tendens til at nedtone betydningen af dannelse, som i det hele taget er blevet gennemspillet også mange andre steder i samfundet de seneste 15-20 år.

Det kan skam være positivt nok, at den traditionelle dannelseskulturs værdier er blevet delvist erstattet af en kulturel frisættelse, som har sat mere samtidsorienterede kompetencer i centrum og desuden baserer sig på en pragmatisk need to know-mentalitet. Og det kan være positivt nok, at internetrevolutionen har bibragt en innovativ og hidtil uhørt adgang til latent viden ("alt kan googles"), også hvad angår latent viden i relation til dannelse.

Men dannelse er ikke blot at have et begreb om verden, historien og sproget. Det er også et eksistentielt anliggende med fokus på menneskelige kompetencer, som ikke er bundet til læring i en traditionel forstand af ordet.

Dannelsens funktion er blandt andet at give skolebørn kompetencer til ikke blot kritisk at kunne indhente viden om verden, men også kritisk at finde frem til den læring der er brug for. Ingen af os ved, hvilken viden der er brug for om for eksempel 30 år, men det er rimeligt at formode, at den kritiske tilgang også til den tid vil være vigtig – fordi vi ikke kan vide om fake news-mentaliteten en dag kommer til at blive en seriøs udfordring også for videnssøgende skolebørn.

Samtidig gælder det, at dannelsesbegrebet altid udformes af og i sin samtid. Desto vigtigere er det derfor også at diskutere hvordan vi kultiverer det, og hvordan vi forholder os til de forandringer, det udsættes for, også i folkeskolelivet.

Som den franske forfatter Daniel Goeudevert hævder det, er dannelse en aktiv, kompleks og aldrig afsluttet proces, i hvilken et undertiden vellykket forløb kan opstå for den person, der i forvejen er selvstændig og selvhandlende, problemløsningsorienteret og levedygtig. Derfor, hævder han, kan dannelse ikke reduceres til ren og skær viden eller lærdom. For viden eller lærdom er kun et middel og ikke et mål til at nå den grad af dannelse, der – til fordel for individet selv såvel som almenvellet – kan give personligheden mulighed for at forholde sig vurderende, reflekterende og kritisk distancerende til den omgivende verden.

Derfor er det vores opfattelse, at dannelse altid er vigtigere end uddannelse. Og hvis først vi betynder at tage dannelse i sin nuværende form for givet, risikerer vi, at heller ikke danske børn udviser en tilfredsstillende politisk dannelse i fremtiden.

Når folkeskoleloven næste gang skal revideres, bør dens ophavspersoner derfor skæve mindre til 2006-udgaven og mere til 1993-udgaven. For uden dannelse er uddannelse meningsløst. Og hvis ikke den kritiske kompetence, som dannelsen er garant for, har forrang, kan læringen risikere at blive offer for subtile vidensfjendske ideologiske strømninger – fake news – uden at vi opdager det.

NB: Indlægget er udtryk for skribenternes personlige holdninger. Dele af indlæggets pointer, ikke mindst om Daniel Goeudeverts dannelsebegreb, er bragt tidligere i Henrik Marstals indlæg 'At være dannet er at være menneske', bragt i Politiken den 7. maj 2013.